14. marts 2022

Skuffelse hos spillerne

Mark Brink og Sebastian Jørgensen kommenterede på søndagens ærgerlige nederlag til Randers FC i en kamp, hvor SIF til tider ikke lignede sig selv.

Den normalt velspillende Mark Brink kommenterede som den første på nederlaget til Randers FC.

– Vi var overmatchet på energi i dag – og ligegyldigt, hvor dårlig banen er, så må vi ikke tabe på samme måde, som vi gjorde i dag: uden energi. En stor del af vores spil består af den energi, som vi bringer, og den må vi ikke miste. Det er dét, der gør os gode, og som har gjort os gode indtil videre i sæsonen. Vi havde egentligt forberedt os godt på, hvordan Randers spiller, men de gør alligevel nogle ting, der overrasker os lidt, og som vi ikke løser i 1. halvleg især. I 2. halvleg spiller vi lidt bedre, og der kommer nogle nye og friske spillere ind, som gør det godt, og det ender med, at vi faktisk er tæt på at hive et enkelt point med hjem – men generelt er det stadig ikke godt nok, forklarede Mark Brink.

Herefter kommenterede Sebastian Jørgensen på dagens atypiske SIF kamp, hvor han dog personligt lykkedes med at få netmaskerne til at blafre med et sent mål til 2-1.

– Det er bestemt ikke en af vores bedste kampe. Det er et andet underlag, end vi er vant til, og det lider vi under. Vi kommer ikke ud fra start, og Randers sidder på det hele i 1. halvleg. I 2. halvleg bliver det lidt bedre, og vi får scoret et mål til sidst og får lagt lidt pres på Randers, men det er ikke et resultat, vi kan være stolte af, lagde kantspilleren ud, inden han kommenterede på næste uges svære modstander på hjemmebane mod FC Midtjylland – den sidste kamp, inden Mesterskabspillet begynder.

– Vi skal ikke spille anderledes i næste kamp mod FC Midtjylland, end vi har gjort resten af sæsonen. Vi går ind til alle kampe med den samme indstilling, og vi ser frem til en masse fede kampe, der kommer i slutspillet. Vi skal gøre, hvad vi har gjort i de 21 forrige kampe, og vi lader os ikke slå ud af to nederlag til Brøndby og Randers – det kan ske for alle hold. Vi skal holde hovederne højt og træne endnu hårdere til næste kamp, og så skal vi nok vise, hvad vi kan mod FC Midtjylland, afsluttede en skuffet, men fattet, Sebastian Jørgensen.

Interview: Anders Mathiasen

 

 

 

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen