Navn: Mads Emil Madsen
Hold: U19 elite
Position: Midtbane
Mål for SIF i sæsonen 2015/2016: 1
Årgang: 1998
Spillet i SIF siden 2010
Moderklub: Gl. Rye IF
Mads Emil har spillet fodbold siden han var fire år gammel, da han begyndte i Gl. Rye IF. I dag er han blandt Silkeborg IFs U19 eliteholds store profiler, og han arbejder hver dag hårdt for at blive endnu bedre og komme tættere på drømmen om at
leve af at spille fodbold.
Der gik ikke mange år, fra han havde sin første træning, før han og de voksne omkring ham godt kunne se, han havde talent for spillet, men det var først, da han blev udtaget til SIFs Talent Center og begyndte at spille på klubbens U13-hold, han selv kunne se, han kunne være med på niveau med de bedste på holdet.
– Jeg kunne jo godt se, jeg var god i Gl. Rye, men det var svært at vide, om jeg også ville være god i SIF, husker den defensive midtbanespiller.
Den helt store drøm er for Mads Emil at blive god nok til at spille for FC Barcelona, men mindre kan også gøre det for det ambitiøse U17-talent, hvis mål i første omgang er at komme på kontrakt i Silkeborg IF.
– Jeg er rigtig glad for at spille i SIF. Det har jeg været, siden jeg skiftede hertil i 4. eller 5. klasse. Jeg kan godt lide, at der er så god struktur på hele setuppet, og at det er så professionelt her, fortæller Mads Emil, der særligt påpeger strukturen omkring Talent Team som en positiv faktor i Silkeborg IF.
– Det betyder helt vildt meget, at vi begyndte at have morgentræninger allerede på Talent Team.
Mads Emil er i august begyndt i 2.G på Silkeborg Gymnasium, hvor han går på Fodbold College og kombinerer den ambitiøse fodboldtræning med en gymnasieuddannelse.
I april 2015 spillede Mads Emil, som dengang var U17-spiller, fra start i U19-holdets pokalkvartfinale mod Hobro IK, og her scorede han holdets første mål og lagde grundstenen i 2-1 sejren og avancementet til semifinalen i maj.