Navn: Andreas Friis
Hold: U19 Elite
Position: Forsvar
Årgang: 1998
Spillet i SIF siden 2010
Moderklub: VRI
Passionen for at spille fodbold begyndte for Andreas Friis, da han var en helt lille dreng og hans far tog ham med i haven for at lege med bolden. Det ene trick tog det andet, og da Andreas begyndte i skole, begyndte han til fodbold i den lokale klub, Vejlby-Risskov Idrætsklub (VRI), hvor han spillede til og med U12. Her begyndte han at snuse til udviklingsmulighederne i Silkeborg IFs talentafdeling.
Det var en god fodboldkammerat, der trak Andreas med til udtagelse til SIFs U13 elitehold, da de var 11 år. Talentet blev bemærket, og begge drenge blev tilbudt en plads på holdet den kommende sæson, og selv om Andreas nød at gå til fodbold med vennerne i VRI, tiltalte det professionelle miljø i SIF ham også.
For Andreas handlede det ikke om at finde nogle niveaumæssigt mere lige spillere at spille fodbold med, da han skiftede til Silkeborg IF. Det var i højere grad for at prøve sig selv af på et højere niveau, og her havde han hørt positivt om den midtjyske klub. Efter skiftet har Andreas Friis rykket sig langt, men det har også krævet sit af både ham selv og af hans familie at få det hele til at gå op, så familiens ældste kunne få den optimale fodboldtræning.. Alligevel er det en beslutning, U17-landsholdsspilleren aldrig har fortrudt at have taget, og som hans forældre stadig bakker fuldt op om.
– Mine forældre har været – og er – rigtig gode til at hjælpe mig. Sammen med nogle andre forældre har de kørt rigtig mange ture mellem Aarhus og Silkeborg for min skyld, og min lillesøster må lægge øre til meget fodboldsnak derhjemme. Det tror jeg, hun er lidt træt af, smiler Andreas Friis.
Andreas glæder sig derfor nu over at kunne gøre sin familie stolt, når han gør det godt på banen og bliver udtaget til landsholdskampe.
– De sidste år har budt på mere, end jeg kunne have drømt om. Vi spillede i foråret 10 U17 Ligakampe i træk uden at tabe, og det var derefter, Oscar (Hedvall. red.) og jeg blev udtaget til U16-landsholdet for første gang. Jeg kom ind meget uventet, fordi en medspiller fik rødt kort og jeg skulle stabilisere forsvaret, mindes Andreas med glæde over sine præstationer med ungdomslandsholdene.
Den hidtil største landsholdsoplevelse, fortæller han, var med U17-landsholdet i sommerferien, hvor Danmark gik ubesejret igennem turneringen – oven i købet uden at lukke mål ind – og i sidste ende kunne tage imod bronzemedaljerne.
– Det var en rigtig stor oplevelse at deltage i den turnering. Vi boede på hotel og var så mange lande samlet i samme by. Det var meget professionelt, og så toppede det bare hele oplevelsen, at det var på hjemmebane, og at vi gjorde det godt i kampene, fortæller Andreas Friis.
Når Andreas træder i fodboldstøvlerne, er det drømmen om en dag at kunne leve af at spille fodbold, der driver ham. At kunne leve af at gøre det, han bedst kan lide.
– Jeg elsker bare at spille fodbold. Det har jeg altid gjort, og jeg har svært ved at forestille mig, at den glæde ved spillet skulle forsvinde. Jeg bliver bedre, fordi jeg synes det er sjovt at blive bedre og udvikle mig.
