22. maj 2018

Silkeborg IF sælger Jens Martin Gammelby

Silkeborg IF sælger Jens Martin Gammelby

SIF har accepteret et transfertilbud på Jens Martin Gammelby. Dermed skifter den 23-årige back, der har været igennem hele klubbens talentudviklings-system, til en ny klub efter sommerferien.

Jens Martin Gammelby er kun et lægetjek og en underskrift fra at skifte klub. Silkeborg IF er i dag blevet enig med Gammelby’s nye klub om en transfer, og det forventes at tingene falder helt på plads indenfor de nærmeste dage.

– Det er en succeshistorie for Jens Martin og for Silkeborg IF. Helt i tråd med vores strategi om at udvikle egne talenter, der skal videre, når de er blevet dygtige nok, har vi sagt ja til det tilbud, vi har fået, siger Silkeborg IF’s manager, Peter Sørensen.

Det børsnoterede selskab bag fodboldklubben har netop sendt en meddelelse til Københavns Fondsbørs (Nasdaq Copenhagen), hvori det oplyses at Silkeborg IF Invest A/S opjusterer forventningerne til 2018 fra et overskud på 8-12 mio. kr. til et plus på 15-25 mio. kr.

– Såfremt Silkeborg IF mod forventning og forhåbning skal spille i den næstbedste række i næste sæson, forventes årsresultat at havne i den lave ende af spændet, siger Silkeborg IF’s adm. direktør, Kent Madsen.

Jens Martin Gammelby kom til Silkeborg IF som U14-spiller fra FC Midtjylland og har spillet på de bedste ungdomsophold – U14, U15, U17 og U19 – inden han blev indlemmet i førsteholdstruppen.

Han har været gennem hele SIF’s talentudviklingssystem med 7.-9. klasse i eliteklassen på Sølystskolen, 10. klasse på Silkeborg Efterskole og derefter den treårige handelsgymnasie-uddannelse på det, der i dag hedder College 360.

Jens Martin Gammelby fik sit gennembrud på SIF’s bedste hold i oprykningssæsonen 2013/14, da han i foråret 2014 bragede igennem og var med til at sikre klubben oprykning til Superligaen. Siden har han været fast mand og er inden torsdagens playoff-kamp mod Esbjerg noteret for 142 kampe og 9 mål i den røde trøje.

Silkeborg IF vil informere yderligere om handlen via sin hjemmeside, silkeborgif.com, når den er endeligt på plads.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen