7. december 2018

7. december: Træner-jonglering gik viralt

7. december: Træner-jonglering gik viralt

I en kamp mod Esbjerg på Mascot Park i efteråret 2016 lavede daværende træner Peter Sørensen en aktion, der siden blev set af millioner på de sociale medier.

Der er spillet 21 minutter af superligakampen mellem SIF og Esbjerg på Mascot Park mandag 21. november 2016. Et udspark fra Thomas Nørgaard havner hos Esbjergs venstre back, Leon Jessen, der sætter en hård inderside på bolden i forsøget på en aflevering til holdkammerat Awer Mabil. For den nuværende FC Midtjylland-spiller er det en umulig bold. Han forsøger at fange den med hovedet og rammer den da også blot for at se den svæve i en høj bue ud over sidelinjen.

Og så er det, at magien opstår. På sidelinjen står daværende SIF-træner Peter Sørensen. Han fanger bolden med foden, inden den rammer jorden, tager en, to, tre, fire små jongleringer, inden han med en kæk yderside sender den hen i favnen på Jens Martin Gammelby, der kan tage et hurtigt indkast.

Situationen gemmer sig i et videoklip bag dagens kalenderlåge. Og det er værd at gense. Du har med garanti set det før, for video-klippet gik viralt i en grad, det aldrig er set før i SIF’s historie. Efter at SIF selv lagde klippet ud på det sociale medie Twitter, gik det nærmest amok. Her blev det delt i vildskab af alverdens fodboldinteresserede, både medier og privatpersoner, og mere end fem millioner gange blev det afspillet. Det gav omtale i udenlandske nyhedsmediers web-aviser, og det blev debatteret og delt på det internationale debat-forum Reddit.

Kampen endte i øvrigt 3-0 til SIF. Robert Skov scorede to gange, Emil Scheel én gang.

Åbn dagens kalenderlåge ved at klikke på videoklippet øverst på siden.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen