26. august 2019

Seks dårlige minutter kostede: SIF tabte premierekamp i Reserveligaen

Seks dårlige minutter kostede: SIF tabte premierekamp i Reserveligaen

SIF var foran i reserveligakampen mod Esbjerg. Men gæsterne udnyttede koks i forsvaret og vandt 3-2 på tre mål på seks minutter.

Det var dagen derpå for både Silkeborg og Esbjerg, som dagen efter 3F Superligakampen i Esbjerg mødtes i Silkeborg til en kamp i reserveligaen.

For Silkeborg IF’s vedkommende var det sæsonens første kamp i reserveholdsturneringen. Holdet har dog spillet flere testkampe inden, og har leveret særdeles overbevisende præstationer undervejs.

Samme følelse sad man dog ikke tilbage med efter mandagens kamp.

I en særdeles chancefattig første halvleg var det dog alligevel SIF, som var bedst. Emil Holten testede træværket på JYSK park, efter angriberen i en fin soloaktion havde sat et par EfB-spillere, og bragede bolden på tværstangen. Et godt forsøg fra Holten, som et kvarters tid efter fik en endnu større chance.

Efter 32 minuttter fik Pelle Mattsson taget en skarp dribling i feltet, og blev hægtet af en Esbjerg-spiller undervejs. Dommer Patrick Remon pegede på pletten uden den store tøven. Det blev Emil Holten som skulle forsøge sig fra 11-meter pletten, og det gjorde han iskoldt. Han satte bolden midt i målet og sendte EfB-keeper Mathias Rosenørn til siden.

Dermed gik SIF til pausen med en 1-0 føring.

Et forvandlet EfB-hold

Gæsterne fra Esbjerg havde langt fra leveret en mindeværdig første halvleg. Holdet manglede energi og power i spillet. Efter pausen ændrede det kampbillede sig. Pludselig var det gæsterne som var bedst i presset, og det stressede SIF-holdet til at lave flere fejl.

Første mål til gæsterne kunne der dog ikke gøres så meget ved. Gæsterne kombinerede sig flot frem i deres højre side, hvor bolden efter en redning fra Magnus Dalsgaard havnede hos Simon Bækgaard, som sparkede bolden højt op i mål, uden chancen for SIF-keeperen, som stadig ikke var kommet ordentlig på benene efter den første redning.

Tre minutter efter var den så gal igen. Esbjerg-holdet pressede højt op på et SIF-målspark. Bolden blev i første omgang fint spillet videre fra Valence Nambishi til Marc Rochester. Midtbanespilleren fik dog taget en dribling tilbage mod eget mål og blev presset til en aflevering direkte til Esbjergs Mads Larsen, som sendte bolden videre til Yuri Yakovenko, som uden problemer kunne sparke bolden i mål. En ren foræring til Esbjerg.

Blot et par minutter efter stod den så 1-3. En manglende afstemning i SIF-defensiven gav Esbjergs Jonas Mortensen et helt frit skud lige udenfor det lille felt. Esbjerg-spilleren sparkede bolden ind via den ene opstander. Katastrofale seks minutter for Silkeborg-holdet, som nu havde et lille bjerg at bestige for at komme igen.

Carstensen lyste op

Med en halv time af kampen var der dog tid til et comeback. SIF var stadig påtrængende i det offensive spil, hvor højrebacken Rasmus Carstensen kampen igennem kom susende op ad linjen. Den omskolede kantspiller nød godt af sin offensive fortid, og var med flere gode indlæg med til at lægge pres på Esbjerg.

Efter 75 minutter fik Carstensen tilkæmpet sig et straffespark, da han udfordrede sin direkte modstander i højresiden. På vej ind i feltet blev Carstensen rykket nok i trøjen til at dommer Remon dømte straffesparket. Igen blev der sparket lige midt i målet, men denne gang reddede Rosenørn forsøget. Det var Oliver Haurits, som misbrugte sparket.

Haurits fik taget hævn

Kort før tid fik Oliver Haurits dog mulighed for at revanchere det brændte straffespark. Pelle Mattsson erobrede bolden højt oppe på Esbjergs banehalvdel, og fandt med det samme Oliver Haurits. SIF-angriberen tog et træk og hamrede så bolden i mål på fornem vis, og fik vist noget af den skarphed, som angriberen har vist i SIF’s testkampe i denne sæson.

Kampen endte 2-3, og SIF tabte dermed sæsonens første kamp i Reserveligaen.

Næste opgør er også mod Esbjerg. Det er den 17. september i Esbjerg.

Kampen i tal:
Reserveligaen, 1. runde, mandag 26. august kl. 15.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Esbjerg fB 2-3 (1-0)
Mål: 1-0 Emil Holten (32., str.), 1-1 Simon Bækgaard (52.), 1-2 Yuri Yakovenko (55.), 1-3 Jonas Mortensen (58.), 2-3 Oliver Haurits (88.)

SIF (4-4-2): Magnus Dalsgaard – Rasmus Carstensen, Frederik Alves, Simon Jakobsen, Kristian Kvist (Sebastian Blindkilde) – Nicolai Vallys, Valance Nambishi (Joakim Grosen), Pelle Mattsson, Marc Rochester (Anders Sønderby) – Emil Holten (Peter Nemec), Oliver Haurits
Cheftræner: Peder Knudsen

EfB: (4-3-3): Mathias Rosenørn – Jonas Mortensen, Simon Bækgård, Viktor Tranberg, Lasha Parunashvili, Yuri Yakovenko, Jeppe Brinch, Mathias Kristensen, Noah Nurmi, Patrick Egelund, Mads Larsen
Cheftræner: Claus Nørgaard

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen