14. juni 2009

Sejr i Thisted

Noget gigantisk festfyrværkeri af en fodboldoplevelse blev det aldrig, da SIF søndag i sin sidste Viasat Divisions-kamp vandt med 2-1 i Thisted takket være mål fra Simon Azoulay Pedersen og Christian Holst.

SAS Liga-oprykkerne Silkeborg IF rejste i sæsonens sidste kamp et par timer nordvestpå, hvor Thisted FC tog imod i en kamp, hvor der for en sjælden gangs skyld ikke var voldsomme nerver på hos i hvert fald undertegnede. Men der var altså stadig en mulig førsteplads indenfor rækkevidde – det krævede en SIF-sejr synkront med et Herfølge-nederlag hjemme mod Hvidovre.

Cheftræner Troels Bech havde foretaget et par ændringer i startopstillingen, hvor både Thorbjørn Holst Rasmussen og Martin Svensson i tilfælde af advarsel i Thisted ville trække en karantæne med over til den kommende sæson i SAS Ligaen. Dét skulle de selvfølgelig ikke risikere.

På mål stod Kenneth Falkenberg bag et forsvar med Jeppe Brandrup til venstre, Dennis Flinta til højre og anfører Steven Lustü samt Jim Larsen centralt.

På midten var Steffen Ernemann trukket ud i venstre side, mens Peter Degn efter overstået karantæne genindtog højrekanten. Defensivt centralt lå Martin Ørnskov, og han havde Simon Azoulay Pedersen foran sig.

Helt fremme – topscorertitel-jægeren Rajko Lekic og Lars Huldgaard Christensen.

Fin gestus og tempofyldt start
SIFerne løb på banen til et stort opbud medrejsende fans, der fyrede den af med røg, konfetti og SU-SU-SUPERLIGA-råb. Og tilmed store klapsalver også fra hjemmeholdets tilskuere, der ønskede SIF held og lykke i SAS Ligaen – fin gestus.

Allerede efter 15 sekunders spil opstod kampens første tilbud, da Steffen Ernemann flugtede til en ripost med venstrebenet – men lige på Mikkel Petersen; den tidligere SIF-spiller i Thisteds mål.

Også Thisted fik på sit første angreb afsluttet – et par meter forbi i det 3. minut signeret et Jesper Overgaard-langskud i den ende af banen, hvor det var svært at se det grønne græstæppe for rød og hvid konfetti. Overgaard, der ligesom sin keeper har en fortid på Søholt.

Endnu tættere på kom Martin Nielsen i det 9. minut, hvor han fik afsluttet efter en fin tværpasning, men han måtte nøjes med et hjørnespark, som første til et korrekt annulleret mål.

Alt i alt en tempofyldt start på kampen – med hjemmeholdet i teten.

Thisted i front
Efter ti minutter gik den så ikke længere for SIF. Topscorer Daniel Kristensen modtog en god aflevering inde i feltet, og herfra takkede han ja til det store tilbud med en glimrende afslutning, der via overliggeren gik i nettet – 1-0 til hjemmeholdet, og dét var fortjent.

fire minutter senere var Jeppe Brandrup ved at slippe igennem efter gode detaljer og bandespil med Lars Huldgaard Christensen, men Mikkel Petersen fik brudt ind i sidste øjeblik.

I det hele taget var det nu i stedet SIF, der havde den spillemæssige førertrøje på. Efter den noget tynde start – som jo også skyldtes et opportunistisk og angrebsivrigt hjemmehold – fik gæsterne mere struktur og adresse på opspillet, men der var stadig ikke meget at råbe hurra for.

Kæmpe afbrænder af Ernemann
En ganske død periode af kampen fulgte, hvor SIF fortsat var mest på bolden, men stadig ikke brugte den ret godt.

Først i det 32. minut kom en stor chance – nej, en kæmpe chance – da Peter Degn sendte en bold tværs over feltet, som Rajko Lekic opsnappede og lagde tilbage i feltet. Her stod Steffen Ernemann – der spillede sin afskedskamp – fuldstændig blank, men han kunne tilsyneladende ikke helt beslutte sig for, om han skulle heade eller sparke. Sidstnævnte blev foretrukket, men bolden blev sendt en halv meter forbi målet i den ellers helt frie position.

Tre minutter senere var det Martin Ørnskovs tur til at forsøge sig med et hovedstød efter endnu et Peter Degn-indlæg, men Mikkel Petersen reddede i fin stil.

Azoulay til 1-1!
Efter 37 minutter faldt udligningen så. Et frisparksindlæg fra – ja, Peter Degn – blev mødt af Simon Azoulay Pedersens aerodynamiske hoved, der med et veltimet hovedstød via stolpen sendte udligningen i nettet – 1-1 og Azoulays andet sæsonmål.

Det var en velfortjent udligning efter en periode med vedvarende SIF-pres – og to minutter efter målet var Simon Azoulay Pedersen såmænd tæt på at score med endnu et hovedstød; denne gang efter hjørnespark.

Meget mere skete der ikke i de sidste minutter af første halvleg – og dermed var status 1-1 efter de første 45 minutter. En halvleg, som Thisted åbnede bedst, men som SIF langsomt åd sig ind i efterfølgende.

Huldgaard på overliggeren
SIF fortsatte fra starten af anden halvleg, hvor første var sluppet – nemlig i en dominerende rolle med god fremdrift.

Lars Huldgaard Christensen stod for den første og største SIF-chance, da han pludselig qua en TFC-fejlaflevering fik mulighed for at afslutte alene med Mikkel Petersen – men bolden dinglede via overliggeren tilbage ud på banen.

Hjemmeholdets Martin Nielsen stod for de næste gode aktioner, da han i to på hinanden følgende situationer kom til afslutning – men begge gange fik SIF-forsvaret presset ham tilstrækkeligt til at undgå den helt store fare.

Holst på banen
SIF genoptog dog hurtigt boldbesiddelsen, men der manglede den sidste skarphed i afleveringerne, når dybdeløbene fra Huldgaard og Lekic blev initialiseret.

Og netop Lars Huldgaard Christensen blev efter 65 minutters arbejdsom indsats udskiftet, da Christian Holst gjorde sin entré på det gamle Lerpytter.

Men det var i den anden ende, at der næste gang skete noget, da Dennis Ramonn Olsen efter 69 minutter testede Kenneth Falkenberg – uden held.

Tættere på kom SIF i to omgange med et godt kvarter igen, da Rajko Lekic måtte se sit skud pareret til et hjørne, som Jim Larsen headede lige på Mikkel Petersen.

Lekic jagtede jo en scoring for at blive topscorer i rækken – med 20 mål lå han i skrivende stund lige med FC Fredericias Rasmus Katholm, der havde nettet i Gladsaxe. Lekic fik endda en advarsel for at afslutte efter dommerens fløjt – men han var forståeligt ivrig efter at komme på tavlen, den gode Rajko.

Holst til 2-1!
Steven Lustü fik en forstrækning og måtte udgå med godt ti minutter igen – i stedet overtog Renato Arapi i centerforsvaret, mens anførerbindet blev overladt til Jim Larsen.

Kampen var i udpræget grad uden nerve efterhånden, og hverken Thisted eller SIF formåede at diske op med særlig seværdig eller sammenhængende fodbold.

Men Peter Degn diskede – fem minutter før tid – op med en genistreg på kanten, da han afdriblede sin oppasser og centrede indover. Her dukkede Christian Holst op med et fint og flyvende hovedstød, der blev sikkert sat i nettet – 2-1 til SIF!

Indlægget blev Degnens sidste aktion, for kort efter blev han erstattet af Stefan Schmidt.

Herefter gik minutterne stille og roligt, mens SIF jagtede en mulighed for at spille Rajko Lekic fri – uden held.

Et frispark i en god position blev dog taget af Steffen Ernemann, der fik sendt bolden lige forbi, inden dommeren fløjtede af.

Med sejren fik SIF sat et fint punktum for dét, der endte med at blive en jubelsæson med oprykning til SAS Ligaen.

Næste opgave er på udebane mod den anden oprykker, Herfølge / HB Køge, den 19. juli. I SUPERLIGAEN!

Mål

  • 1-0 Daniel Kristensen (10)
  • 1-1 Simon Azoulay Pedersen (37)
  • 1-2 Christian Holst (85)

Advarsler

  • Jesper Overgaard
  • Rajko Lekic
  • Mojo Kingsley
  • Daniel Kristensen

SIF

  • Kenneth Falkenberg
  • Dennis Flinta
  • Jim Larsen
  • Steven Lustü (79: Renato Arapi)
  • Jeppe Brandrup
  • Peter Degn (87: Stefan Schmidt)
  • Martin Ørnskov
  • Simon Azoulay Pedersen
  • Steffen Ernemann
  • Lars Huldgaard Christensen (65: Christian Holst)
  • Rajko Lekic.

TFC

  • Mikkel Petersen
  • Jesper Overgaard (71: Mickey Berg)
  • Tommy Markussen
  • Mojo Kingsley
  • Andreas Kristiansen
  • Dennis Ramonn
  • Muhammed Bobo (70: Casper Nordström)
  • Daniel Kristensen
  • Christian Flindt Bjerg
  • Martin Nielsen (79: Malthe Nygaard)
  • Peter Bechmann.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen