21. marts 2019

Haurits-kasse ikke nok for reserveholdet

Haurits-kasse ikke nok for reserveholdet

Silkeborg IF’s reserveligamandskab tabte torsdag aften 2-1 til Randers FC.

Silkeborg IF’s reservehold fik ikke den optimale start på opgøret mod Randers. Hjemmeholdet var klart dominerende i starten og havde allerede et par nærgående forsøg indenfor de første 10 minutter. Efter 11 minutter kom Randers foran. Kronjydernes 10’er, Mads Aaqvist var pludselig helt fri i feltet. Peter Friis forsøgte at komme først på bolden, men endte i stedet med at nedlægge Aaqvist. Et korrekt straffespark, som Aaqvist selv eksekverede sikkert.

Efter den sløje indledning fik SIF-holdet spillet sig mere og mere ind i kampen. Der var tegninger til flere gode angreb, men den sidste aflevering manglede.

Store chancer

Med ti minutter igen af første halvleg åbnede kampen pludselig op. Først kom Randers-holdet frem til en stor chance, hvor Peter Friis Jensen fik afværget. Dernæst var det SIF, som indenfor fire minutter kom frem til tre store chancer. Rochester fik et skud blokeret, mens Oliver Haurits brændte to store muligheder i det 38. og 39. minut. En god SIF-periode blev afsluttet med endnu en pæn mulighed til Rasmus Carstensen, som dog skød lige på Randers FC-keeperen kort før pausen.

Til anden halvlegs start fik Skhodran Maholli chancen. Han erstattede Marc Rochester Sørensen, ligesom U19-spilleren Sebastian Blindkilde også kom på banen. Ud gik anfører Dennis Flinta, som indtil da havde varetaget pladsen som højreback.

Randers i teten

Det momentum som SIF sluttede første halvleg med forsvandt stille og roligt over til hjemmeholdet i løbet af anden halvleg. Samtidig kom Randers-holdet frem til et par store chancer efter et til tider lidt naivt spillende SIF-mandskab. Kronjyderne scorede til 2-0 efter en fejl i SIF-forsvaret, som gav Randers-angriberen Emil Riis Jakobsen frit løb mod mål. Her svigtede Randers-spilleren ikke, og så stod der 2-0.

Vi skulle helt hen til det 72. minut, inden Silkeborg-holdet for alvor bød ind. Oliver Haurits blev fornemt spillet fri i feltet, og fra en sværere vinkel end de to foregående forsøg fik SIF-angriberen alligevel sendt bolden ind bag Randers-målmanden Jonas Dakir. Dermed var spændingen intakt inden de sidste tyve minutter.

Desværre for SIF blev det ikke til de helt store chancer. I sidste sekund var Skhodran Maholli dog tæt på, men svenskerens hovedstød sneg sig lige over. Dermed endte det 0-0, og kronjyderne cementerede dermed førstepladsen i Reserveligaen, mens SIF stadig er placeret på andenpladsen.

Kampen i tal:

Reserveligaen, torsdag d. 21/3 kl. 16.45 på Cepheus Park, Randers.

Randers FC – Silkeborg IF 2-1 (1-0)

Mål: Mads Aaqvist, Emil Riis Jakobsen – Oliver Haurits

Silkeborg IF (4-2-3-1): Peter Friis Jensen – Dennis Flinta (45: Sebastian Blindkilde), Simon Jakobsen, Anders Sønderby, Mikkel Juhl – Pelle Mattsson (76: Kristian Kvist), Andreas Heimer Hansen – Sebastian Jørgensen, Marc Rochester Sørensen (Skhodran Maholli), Rasmus Carstensen – Oliver Haurits

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen