U15: OB - SIF 3-1
Silkeborg IFs U15-hold var lørdag taget til Ådalen for at møde fynske OB i turneringens anden kamp. Kasper Dolberg (bill.) scorede SIFernes enlige mål i nederlaget på 1-3.
SIFerne kom til kampen med et knebent nederlag til Kolding, hvor holdet havde en god rytme i det spillemæssige, men ikke var skarpe nok foran mål. Holdets træner Henrik Bull Skov havde denne reaktion på kampen mod OB:
- OB lagde ud med tungt pres mod os de første 10-12 minutter, men vi stod godt i vores organisation og de chancer OB kom til var nogle skud fra distancen. Vi får arbejdet os ind i kampen og begynder at få spillet skubbet meget højere op. Vi kommer til et par afslutninger ved Kasper Dolberg men boldene går lige forbi begge gange.
I det 18 minut bliver der sparket en lang bold ned bag vores forsvar til en OB-spiller, der så ud til at være klart offside, og derfor fik et stort forspring – og han scorede til 1-0.
Vi viser høj moral og bliver med at kæmpe. Det lykkes Morten Pedersen at opsnappe en bold fra en OBer, og sende den videre i dybden til Kasper Dolberg, som afdribler en mand og scorer flot til 1-1. Herefter sidder vi på kampen og vi er lige ved at komme foran 2-1 ved Jeppe Gertsen, som fikst med hælen får afsluttet inde i feltet, men uheldigvis står der en OBer inde omkring mållinjen og får den blokeret. I halvlegens overtid bliver vi fanget i en omstilling, som OB går ned og scorer på. Lidt ærgerligt for drengene som gennem hele første halvleg kæmpede bravt med de fysisk overlegne modstandere.
I anden halvleg bølgede kampen frem og tilbage, men vi er ikke skarpe nok foran mål – det var til gengæld OB, som kunne score til 3-1, lyder det fra Henrik Bull Skov.
SIF U15 spiller næste kamp lørdag 27. august på udebane mod Sønderborg.
Kampfakta:
U15 Mesterrække 1
OB – Silkeborg IF 3-1 (2-1)
Målscorer: Kasper Dolberg
Oprettet af: Jacob Tind