Sidste uges storsejr skulle følges op af tre point mere i topstriden lørdag formiddag på Søholts bane 2. De tre point blev sat på kontoen efter en omskiftelig kamp præget af brændte chancer og store foræringer til modstanderne fra Viby IF. Magnus Mattsson (tidl. ØBG) spillede stærkt på den centrale midt og krydrede sine mange løbte kilometer med en straffesparksscoring og en assist. SIF-træner Freddy Træholt havde denne kommentar til kampen:
- Vi vidste, at Viby havde nogle store gutter, og dette faktum plejer ofte at være udslagsgivende i denne årgang, hvor vi i SIF aldrig rigtigt har været kendt for at have de største drenge. Vi har gode små teknikere, som træner i at lade bolden arbejde hurtigt langs jorden, så vi har før oplevet at tabe til mindre gode hold qua det famtum at de har store drenge med klart fysisk overtag. Derfor ville vi stresse dem fra starten, og vise dem, at vi trods vores fysiske størrelse kunne være hurtigt på bolden, både når vi selv havde den og når de havde den.
Dette lykkedes vi fint med i første halvleg, selvom vi ikke spillede så hurtigt som vi vidste vi kunne. Vi kom dog bagud tidligt i kampen hvor en afslutning meget langt udefra blev farlig, idet vores målmand Gustav Nielsen (tidl. MIF) gled på den glatte bane, så bolden ramte ham på skulderen og hoppede ud til en totalt fri angriber. Det var ret uheldigt, idet modstanderne stort set ikke havde haft bolden på vores banehalvdel endnu.
Drenge bevarede dog hovedet koldt, og lod bolden arbejde godt op gennem midten, for derefter at forsøge gennembrud over kanterne, hvor især Mikkel Tholstrup (tidl. MIF) stod meget stærkt i billedet i denne periode. Det var da også efter et flot gennembrud i højre side, at Mikkel kunne sende bolden helt over på bagerste stolpe hvor Jeppe Okkels (tidl. ØBG) køligt omsatte chancen til en scoring, lyder det fra Freddy Træholt.
Kort herefter kunne Kalle Leth (tidl. Virklund) sende et frispark ind i hovedet af Jannik Videbæk (tidl. MIF), som sendte bolden mod det tomme mål. Dog skulle der en lang tå fra Jonas Ipsen (tidl. ØBG) til at skubbe bolden det sidste stykke over stregen til en meget fortjent føring til SIFerne.
Samme Ipsen var senere på spil via en dyb bold, og kun en ulovlig handling fra en forsvarsspiller forhindre ham i at komme fri igennem til en chance. Det resulterede dog i et straffespark, som blev omsat uhyre sikkert af Magnus Mattsson. Mattson stak få minutter senere bolden frem til Peter Krath (tidl. MIF), som fra 35 meter kunne passere deres målmand til en meget sikker og ikke mindst fortjent 4-1 føring.
Freddy Træholt beretter:
- Vi var meget dominerende i første halvleg, og vi scorede flotte mål, men vi savnede dog stadig det hurtige spil. Vi vidste, at vi kunne flytte bolden hurtigere, og vi vidste også at det ville være en meget effektiv måde at spille en fysisk modstander på. Lade dem løbe i trekanter mellem vores korte pasninger.
Dette skulle vi prøve at optimere i anden halvleg, og det taktiske aspekt blev til dels udført. Vi fortsatte med at producere masser af chancer, men vi afsluttede ikke konsekvent, så derfor stod der 4-1 til et kvarter før tid, hvor Viby på en clearing fik en mand fri med vores målmand, og han kunne reducere. Senere stod hele vores bagkæde og appellerede for offside. Der var dog ikke offside, og en modstander kunne tage bolden mellem to af vores spillere og reducere vores føring yderligere. Den episode tror jeg faktisk, at vores drenge lærte lidt af, vurderer Freddy Træholt.
Der blev dog ikke scoret flere mål i kampen, og det ville da også have været tyveri hvis Viby skulle have taget point med fra Søholt denne lørdag. De producerede ikke en reel chance, men scorede alligevel tre mål, og mon ikke det gør dem rimeligt tilfredse, trods alt.
Freddy Træholt slutter:
- Vi spiller en fin kamp. Vi er faktisk lidt kede af at de får mål, idet de vi forærer dem alle tre mål. De spiller sig ikke til noget, og når man dertil lægger at vi spiller os til mindst to håndfulde chancer i hver halvleg, så burde resultatet have afspejlet sig i dette faktum. Men vi sætter tre point på kontoen og glæder os til kampen om rækkens førsteplads næste lørdag i Horsens, runder Freddy Træholt af.
Udover Magnus Mattsson fremhæver SIF-træneren Mikkel Tholstrup efter dagens kamp.
Næste opgave for holdet bliver hjemmekampen mod Viby lørdag 8. oktober kl. 9.30.
Kampfakta:
U13 Mesterrække 1
Silkeborg IF – Viby IF 4-3 (4-1)
Målscorere: Jonas Ipsen, Magnus Mattsson, Peter Krath og Jeppe Okkels
SIF: Gustav Nielsen, Simon Grøn-Iversen, Simon Jørgensen, Jannik Videbæk, Kalle Holch Leth, Peter Krath, Jeppe Okkels, Anders Frandsen, Mikkel Tholstrup, Magnus Mattsson, Asger Sarto, Jonas Ipsen, Anes Travljanin.