U13: HA85 – SIF 1-9

Anders Frandsen_200.jpgÅrets pokalturnering blev indledt med et vaskeægte lokalbrag på opvisningsbanen ved Hvinningdal Skole. HA85 tog imod på en lun sensommer-aften, og det blev en kamp med meget ensartet trafik, hvor Anders Frandsen (bill.) ledte an i løjerne.
SIF-træner Freddy Træholt vurderer:

- Det er jo lidt specielt at møde et hold fra vores egen by. Det prøver vi ikke så ofte. Drengene på de to hold kender hinanden, og vi trænere kender også hinanden, så spændingen var stor før kampen.

Set fra vores side, så var tilfredsheden stor efter at det stod klart at vi skulle til Hvinningdal. Vi vil meget gerne vise for en så vigtig samarbejdsklub som HA85, hvad det er vi har gang i på Søholt. Vi vil vise dem hvordan vi gerne vil spille fodbold, så de kan se hvilket udviklingskoncept de er med i når nu de lader spillere skifte til os. Når det er sagt, så vil vi jo vinde sådan en kamp uden tøven. Vi vil dominere den. Udover at vi skal vise os lidt frem, så skal vi også tænke på holdets udvikling. Derfor var fokus konsekvent på det boldbesiddende spil, med dertil hørende agressive pres og erobring.

Kampen starter med stor dominans til os, og HA85 bevægede sig ikke ret meget over midten de første 20 minutter. Vi brugte de 20 minutter til at bringe os foran med 2-0, før en hurtig omstilling fra HA85 gav dem en reducering. Herefter formåede de at presse os i fem minutter, og her lykkedes vi ikke helt med at få bolden spillet ud i de åbne rum. Efter lidt opfordringer fra sidelinien fik vi dog vendt spillet væk fra presset, og så sad vi igen tungt på kampen, og inden pausen havde vi lavet et flot mål til 3-1, fortæller Freddy Træholt.

Pausen blev brugt til igen at bringe fokus på at skifte side når vi har bolden, samt i øvrigt flytte bolden hurtigt med få berøringer. Freddy Træholt fortsætter:

- 2. halvleg blev en magtdemonstration fra de unge SIFere. Vi var totalt dominerende, og nu spillede vi tilmed rigtig flot fodbold. Vi modtog bolden og spillede hurtigt videre, og lod på den måde bolden lave arbejdet. Vi fik skubbet vores bagerste kæde højt op på banen, og brugte bagkæden til at få vendt spillet. Vi fik sat trumf på med seks mål, og især det sidste kunne få tårerne frem i mine øjne. Efter at have kørt bolden rundt med over 20 korte korte pasninger spillede Anders Frandsen en bold i dybden til Jeppe Okkels, som konsekvent lagde et hårdt indlæg langs jorden, som blev mødt af indersiden fra en fremstormende Magnus Mattsson. Flot mål til at slutte en flot kamp. Drengene snakkede om målet efterfølgende og de var sikker på at selv Barcelona ville have kigget misundeligt på det mål, lyder det fra en smilende Freddy Træholt.

- På en dag med så mange gode præstationer er det svært at fremhæve nogen, men vi må sige at Anes Travljanin og Magnus Mattsson gør det mere end flot i dag. Anes spillede både back og kant, og begge dele blev udført med stor sikkerhed og vilje. Magnus er altid en fornøjelse at se på. Han laver så mange tekniske lækkerier, at man kan foranlediges til netop bare at stå og nyde det, og så har Magnus den egenskab at han altid udfører sine tekniske boldkunster med et stort smil.

Vi må dog også lette på hatten for vores anfører Anders Frandsen i dag. Han har haft svært ved at finde sig til rette i sin rolle på midten, men især hans 2. halvleg i dag var sublim. Han flytter sig i de rigtige huller, han modtager bolden flot, spiller videre og flytter sig lynhurtigt til en ny position for som det mest naturlige i hele verden at være næste station for bolden. Anders er en meget vigtig brik i vores spillestil, og vi er meget glade for hans kamp i dag, slutter Freddy Træholt.

Næste opgave for holdet bliver hjemmekampen mod BMI lørdag 27. august kl. 9.30.

Kampfakta:
U13 Pokalturneringen

HA85 – Silkeborg IF 1-9 (1-3)
Målscorere: Anes Travljanin (3), Magnus Mattsson (3), Asger Sarto, Jonas Ipsen og Peter Krath




Oprettet af: Jacob Tind 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com