Udtagelsestræning til Talent Team
Onsdag 11. marts var en god flok håbefulde ansøgere mødt op til Udtagelsestræning for det kommende skoleår på Talent Team. De fleste ansøgere var til 7. klassetrin, mens der var enkelte ansøgere til 8. klassetrin.
Talentkoordinator i Silkeborg IF og ansvarlig for Talent Team, Peter Christian Hansen, havde denne kommentar til dagen:
- Det var dejligt at se de omkring 20 ansøgere til træning i dag. Vi kom igennem en gang teknisk træning med udgangspunkt i boldmodtagelse og afleveringer, hvor spillerne blev sat på prøve. Herefter havde vi afslutninger, inden vi gik over i 1:1 og 3:3-spil. Vi fik dermed trænet spillerne i de områder, som vi synes er vigtige, og det var godt. Der var enkelte afbud i dag, blandt andet på grund af sygdom, så der var mange om buddet. Nu skal vi lige have gennemgået ansøgningerne, inden vi giver besked. Som vi sagde til spillerne, så er vi glade for deres fremmøde, men vi bliver desværre nødt til at skuffe nogle af dem også, slutter Peter Christian Hansen.
Allerede i slutningen af denne uge, vil de mange ansøgere få besked om hvorvidt de er optaget eller ej. Det forventes at optage ca. 12 elever til den kommende 7. klasse.
Skrevet af: Jacob Tind