Modul 4: Brian Krogh-foredrag

Årets første modul i SIF Træner Akademi havde titlen "Mental træning" og dét var et emne, som blev taget vel imod, blandt de 14 fremmødte kursister fredag aften på Søholt.

Brian Krogh, der til daglig er mental coach, foredragsholder og konsulent, indledte seancen med det provokerende spørgsmål: "Vi taler tit om, at vejen til toppen består af 80 procent vilje og 20 procent talent. Er det så ikke bemærkelsesværdigt, at vi kun har fokus på de tyve procent i vores træning?".
Med dette udsagn hængende i luften, fortsatte Brian Krogh med at kigge dybere på den mentale side af en idrætsudøvers tilgang til præstation, både i forhold til den daglige træning og i forhold til at præstere i kamp. Emner som "den indre film" og "den indre abe" samt eksempler fra topatleters præstationer blev brugt til at formidle budskabet om et område, som den gængse træner ikke kender ret meget til og som derfor ikke bliver brugt særligt meget i dagligdagen.

Der var stor spørge- og debatlyst blandt de 14 fremmødte kursister, hvilket var stærkt medvirkende til, at aftenens seance blev forlænget med 30 minutter ud over programmet. Blandt de deltagende kursister, var Virring/Vitved UI stærkt repræsenteret med hele tre kursister. Blandt dem var Kurt Udengaard, der til daglig træner U-15 Drenge:

- Jeg er enormt interesseret i det her emne, som jeg synes er hamrende vigtigt. Jeg har tidligere deltaget i et coach-kursus og jeg synes, det rammer "Bulls Eye" i forhold til lederskab, hvor vi jo er styret af følelser. Den mentale del er et undervurderet emne i træneruddannelsen, men det er absolut noget, man kan bruge i hverdagen, lyder det begejstret fra Kurt Udengaard.

Han suppleres af kollegaen, Carsten Juel Andersen, der til daglig træner U-15 Piger i Virring/Vitved UI:
- Jeg har erfaring med, at negative tanker hos pigerne, kan forplante sig gennem hele sæsonen, hvis man ikke får angrebet dem tidligt, siger Juel Andersen og fortsætter:

- Jeg har ikke tidligere deltaget på trænerkurser i eksempelvis DBU, men jeg synes, at alle fire moduler på SIF Træner Akademi har været enormt inspirerende indtil videre og jeg har lært enormt meget. Vi startede første modul med at snakke spillestil og om, hvordan man kunne coache derfra. Instruktørerne har også været på et højt, fagligt niveau, slutter Carsten Juel Andersen.

Ansvarlig for SIF Træner Akademi, PC Hansen, er tilfreds med de positive reaktioner fra kursisterne indtil videre:

- Selvom trænerne kommer med forskellige baggrunde og hold, så har der været stort engagement og medleven på modulerne. Det skulle gerne ende med, at temaerne på modulerne formes efter kursisternes input og vi har allerede nu fået gode idéer til næste års Træner Akademi, hvor vi selvfølgelig håber på at se gengangere fra i år, men også meget gerne endnu flere trænere fra vores samarbejdsklubber, lyder det fra PC Hansen.

SIF Træner Akademi har yderligere to moduler tilbage; det næste afvikles på Søholt søndag 7. februar, inden Troels Bech runder året af ultimo marts.
 
Du kan se billeder fra fredagens modul ved at klikke på "Galleri" nedenfor.

 

 

» Galleri » Galleri » Galleri » Galleri

 

Skrevet af: Jacob Tind 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34. 1. sal · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com