overskud  ∙  format  ∙  vilje

SIF Fodboldskolen

Den motoriske guldalder er et begreb, der knytter sig til den fase, hvor børn har de største udviklingsmuligheder set i forhold til indsats og indlæring. Generelt set er denne fase, når børnene er ca. 8 år til ca. 13 år, og det hænger sammen
med, at vækstspurten endnu ikke er sat ind. Det er i netop denne fase, at de kritiske forudsætninger for at blive en
(fodbold)atlet bliver dannet.

Netop derfor er SIF Fodboldskolen målrettet spillere i samme aldersgruppe. Med store muligheder følger stort ansvar, og det ansvar ønsker vi at bidrage til. Vi prioriterer de gode børnefodboldmiljøer, så vi kan være med til at danne grundlaget for fremtidens talentudvikling. Vi tror på, at vores professionelle tilgang til børnefodbold kan være med til at sikre flere toptalenter fra Silkeborgområdet.

Værdierne Overskud - Format - Vilje sætter rammerne for vores dagligdag, og vi sætter en ære i at uddanne spillerne som hele mennesker. Vi ønsker, at vores fodboldspillere - også dem på otte år - kan være rollemodeller for jævnaldrende kammerater. Det kan vi vise gennem vores træning, vores spil og vores handlinger. Denne indsats ønsker vi skal fortsætte i skolelivet.

Vores fornemme mål er at kvalificere spillerne til at kunne indgå i Talent Team på Sølystskolen. Her samles de bedste fodboldspillere med dygtige udøvere fra andre idrætsgrene i et miljø, der fortsætter det elitetære mind-set, som SIF Fodboldskolen danner grundlaget for.

Elitetræning i børnehøjde er et udtryk, vi tør sige og som vi tør stå ved. Vi er ikke bange for, at vores børnefodboldspillere taber noget på de sociale kompetencer, eller har for få fritidsinteresser. Vi tror på, at børn med samme tilgang til fodbold har det bedst i samme miljø - et miljø, der baserer sig på kvalitetsundervisning, pædagogik i børnehøjde og en ambition om at være blandt de bedste.

Læs mere om SIF Fodboldskolen i magasinet, som du åbner ved at klikke på forsiden herunder.

 

Magasin forside efterår 2016.jpg

 

Talentnyhedsbrev.jpg