17. januar 2022

Træningslejren bliver på Costa del JYSK park

Den planlagte træningslejr i spanske San Pedro del Pinatar fra 31.1 til 11.2 bliver uden Silkeborg IFs deltagelse på grund af usikkerheder omkring COVID19-situationen.

Lige som i 2021 år bliver årets træningslejr for SIF-truppen aflyst på grund af corona. Der var ellers planlagt 12 dage i det sydøstspanske San Pedro del Pinatar fra den 31. januar, men det er nu besluttet, at SIF-truppen igen bliver hjemme på Costa del JYSK park gennem hele vinteropstarten.

– Vi har i flere måneder løbende overvejet deltagelsen på den planlagte træningslejr og fulgt spændt med i pandemiens udvikling både herhjemme og i Spanien. Vi er nu kommet frem til, at risikoen for smitte og karantæne er for markant både i forhold til flyrejserne og opholdet i det spanske, og vi vil ikke gamble med smittespredning og isolationskrav så tæt på forårspremieren. Det er klart, at der også i Danmark er risiko for smitte, men her kan vi trods alt bedre håndtere situationen og tage de nødvendige forholdsregler – og så må vi jo heller ikke glemme, at vi her på JYSK park har aldeles glimrende faciliteter til rådighed, siger sportschef Jesper Stüker.

Der bliver nu arbejdet på at finde relevante træningsmodstandere til vinterens træningskampe, og disse vil blive offentliggjort, så snart de falder i hak.

– Det er klart, at vi til det sidste havde håbet på, at vi kunne komme afsted til Spanien, for sådan en træningslejr har både sportslig og social værdi – men vi har været nødt til at træffe en ansvarlig beslutning om at blive hjemme, og så får vi det bedste ud af dén situation. Samtidig husker vi også, at vi i 2021 altså gik flyvende og ubesejret gennem foråret, selv om træningslejren også dengang blev aflyst, så det må være målet at gentage den bedrift, siger cheftræner Kent Nielsen med et smil.

På søndag skulle SIF tage imod norske Raufoss i en testkamp på JYSK park, men da nordmændene er særdeles hårdt ramt af corona, forsøger SIF at finde en anden modstander til kampen, som fortsat søges spillet på søndag den 23. januar klokken 12.00 på JYSK park.

 

 

 

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen