11. oktober 2019

TV: Se højdepunkter fra pokaldramaet i Fredericia

Ronnie Schwartz bomber SIF i kvartfinalen

SIF er videre i Sydbank Pokalen efter et vanvittigt drama i Fredericia

Silkeborg IF skulle fredag aften forsøge at spille sig videre til kvartfinalen i Sydbank Pokalen. Modstanderen var NordicBet Liga-holdet fra FC Fredericia. En gentagelse af semifinaleopgøret fra sæsonen 2017-18, hvor SIF spillede sig videre til pokalfinalen i Parken.

Til fredagens kamp i Fredericia havde SIF-træner Kent Nielsen valgt at stille i en 3-5-2 opstilling. I front var for første gang i pokalturneringen topscorer Ronnie Schwartz, som dannede frontduo med Emil Holten.

Kampen var ikke mere end 15 sekunder gammel, inden hjemmeholdet var tæt på en scoring. SIF-defensiven gav bolden væk på egen banehalvdel, og så var det eller kun en sidste øjebliks tackling fra Jeppe Gertsen, som reddede SIF-holdet. Umiddelbart efter slog SIF kontra, hvor Ronnie Schwartz fik afsluttet på mål. Så var pokalkampen i gang!

Alt imens væltede regnen ned fra oven, hvor mørke skyer i horisonten ikke gav anledning til at tro på en snarlig opklaring. Regnen gav dog i stedet anledning til hurtigt spil, som så ud til at komme begge hold til gode i opspillet.

Fredericia tidligt foran

Efter blot otte minutter kom hjemmeholdet på 1-0. Et relativt ufarligt indlæg havnede i handskerne på Oscar Hedvall. SIF-keeperen kunne dog ikke holde den regnvåde bold, som i stedet smuttede ned i græsset, hvor hjemmeholdets angriber, Anders Holvad var vågen og sparkede bolden ind. En uheldig aktion af SIF-keeperen, som ellers havde fået chancen fra start i fraværet af Rafael Romo.

Målet markerede en skidt periode for Silkeborg. Flere gange lurede Fredericia-holdet på løb i dybden. Efter 13 minutter var det ved at koste SIF endnu et mål. Værternes offensive midtbanespiller Kristian Kirkegaard kom helt fri igennem efter en aflevering i dybden. Fredericia-spilleren blev hårdt presset af Jeppe Gertsen, men fik alligevel en helt fri chance en-mod-en med Oscar Hedvall. Denne gang viste SIF-keeperen dog klassen, og fik afværget den store chance.

Det var småt med SIF-chancer i den anden ende. Emil Holten kom frem til en hovedstødschance efter 17 minutter. Angriberen kunne dog ikke få dirigeret bolden på mål, efter et ellers udmærket indlæg fra Frederik Møller.

En alt for nem scoring

Hjemmeholdet kom på 2-0 efter 23 minutter. SIF-holdet blev fanget i en omstilling hvor hjemmeholdets forsvarsspiller Lukas Enevoldsen hamrede bolden op på SIF’s banehalvdel, hvor ingen af SIF’s tre centrale forsvarsspillere kunne følge med Anders Holvad, som alene med Oscar Hedvall scorede sikkert. En kæmpe spand vand i hovedet på SIF-holdet, som vel i forvejen var drivvåde i regnen i Fredericia.

Få øjeblikke efter var Martin Mikkelsen tæt på en 3-0 scoring. Frederik Møller fik dog tacklet til sidst.

På dette tidspunkt skulle man være en særdeles optimistisk SIF-fan, hvis troen på et videre avancement var intakt. Dertil var præstationen på banen simpelthen for dårlig. Forsvaret blev konstant udfordret. Det skete blandt andet fordi, at Fredericia havde held til at spille enten over eller forbi SIF’s midtbane, som ikke gjorde meget væsen af sig. Oppe i front var der egentlig både plads og muligheder, men skarpheden var heller ikke at finde på SIF-holdet i kampens første 42 minutter.

En hammer fra himlen

Mens det så allermest sort ud både fra oven men også inde på grønsværen, så meldte Filip Lesniak sig lige pludselig på banen. Langt udefra tog slovakken chancen, og hamrede bolden i mål. I den langsomme gengivelse kunne det ses, at bolden snittede en Fredericia-spiller, og dermed snød Raahauge i målet. 2-1 stod der ved pausen. En stilling som SIF-holdet kunne være særdeles tilfreds med efter en skidt første halvleg.

I pausen skiftede SIF ud. Kaptajn Simon Jakobsen blev erstattet med Nicolai Vallys. SIF-kaptajnen havde allerede i første halvleg gjort tegn til udskiftning pga. en skade. Udskiftningen betød en ændring i formationen, som fra anden halvlegs start blev til en ren 4-4-2.

Et helt andet udtryk

Mens SIF-defensiven flere gange i første halvleg så særdeles udfordret ud, så var der en anderledes ro over SIF-holdet i begyndelsen af anden halvleg. Spillet flød bedre og der var også en anden energi på banen, hvor Silkeborg-spillerne fik sat sig igennem i flere situationer i det første kvarter af anden halvleg.

Der stod SIF på det meste, og også i offensiven så det bedre ud. Jeppe Okkels blev flyttet tilbage på venstrekanten, hvilket straks gav Fredericia-holdet problemer.

Belønningen kom efter 61 minutter. Emil Holten fik headet bolden på tværs i feltet, hvor Jeppe Okkels fik muligheden for udligningen. Kantspilleren fik ramt bolden hårdt, men Raahauge i Fredericia-målet diskede op med en superredning. Desværre for ham og hjemmeholdet, så stod Ronnie Schwartz det helt rigtige sted, og fik sat foden på en udligning.

Blot tre minutter efter var det tæt på en 3-2 scoring. Nicolai Vallys forsøgte sig fra distancen. Bolden ramte en en Fredericia-mand på vejen og sejlede over i modsatte side, hvor kun stolpen stod i vejen for en SIF-føring.

Stilstand

Føringsmålet kom dog ikke. I stedet spillede begge mandskaber mere afventende i den resterende del af anden halvleg. Begge hold kom fortsat frem til chancer, men der var længere mellem de rigtig store af slagsen.

Fredericia fik muligheden for at hive sejren hjem fem minutter før tid. Indskiftede Steven Enna blev spillet helt fri foran Oscar Hedvalls mål, men afslutningen fik SIF-keeperen reddet på fornem vis. Redningen udløste et hjørnespark, som hele tiden blev konverteret til et nyt. I tre og et halvt minut i træk sendte værterne det ene efter det andet hjørnespark på tværs, men SIF-holdet stod godt imod.

Til allersidst i dommerens overtid gik den dog ikke mere. Den tidligere SIF-spiller Nicolaj Ritter bankede bolden i mål, og så kom Fredericia på 3-2.

Mere drama

Bedst som man troede, at det dermed var slut på SIF’s deltagelse i dette års pokalturnering. Ja, så dukkede Plaffeministeren op igen. SIF fik i allersidste minut udlignet efter et hjørnespark. Andreas Heimer headede bolden i en blød bue hele vejen over til den bagerste stolpe, hvor Ronnie Schwartz stod klar til at sende bolden det sidste stykke vej i mål. (Efter kampen blev det Andreas Heimer, som blev noteret for målet.) En vild udvikling på kampen, som dermed skulle i forlænget spilletid.

30 minutters ekstra spilletid var næsten ikke rimeligt for de medrejsende SIF-fans, som stod i det åbne og var fuldstændig drivvåde af regnen. Det måtte gerne belønnes med en sejr.

Og hvem andre end Ronnie Schwartz skulle være helten?

Efter 102 minutters spil kom SIF-angriberen først til et indlæg, og fik sendt bolden ind forbi Andreas Raahauge. Et hattrick af Plaffeministeren som igen fik vist sit store værd for SIF.

15 lange minutter

SIF var dermed for første gang i kampen foran, og skulle forsøge at køre sejren hjem i anden halvleg af den forlængede spilletid. Begge hold var tydeligt mærket af den hårde kamp, og det var derfor på ren fight, at kampens sidste kvarter forløb. Her viste SIF-spillerne mandsmod og fik afvist Fredericia-holdet, som kun en enkelt gang kom frem til en stor chance. Kampen endte 4-3 til SIF efter et sandt pokaldrama.

Silkenorg IF er dermed klar til kvartfinalen, som bliver spillet i marts måned næste år.

Kampen i tal:

Sydbank Pokalen, 4. runde, fredag 11. oktober kl. 18.30 på Monjasa Park, Fredericia:
FC Fredericia – Silkeborg IF 3-4 (2-1)
Mål: Anders Holvad (7, 24) Nicolaj Ritter (92), Filip Lesniak (42) Ronnie Schwartz (61, 102) Andreas Heimer (90+4)
Advarsler: Simon Jakobsen, Nicolai Vallys SIF, Agon Mucolli FCF
Tilskuere: 948
FC Fredericia (4-2-3-1): Andreas Raahauge – Henry Onuroah, Erik Nissen, Lukas Enevoldsen, Nicolaj Ritter – Mathias Gertsen (Steven Enna, 80.), Christian Ege Nielsen (Jakob Bruus, 106) – Martin Mikkelsen (Nicolai Kirk, 45.), Kristian Kirkegaard, Agon Mucolli (Dennis Høegh, 105) – Anders Holvad

Cheftræner: Jonas Dal Andersen

Silkeborg IF (3-5-2): Oscar Hedvall – Jeppe Gertsen, Simon Jakobsen (Nicolai Vallys, 45.), Anders Hagelskjær – Svenn Crone, Filip Lesniak, Mads Kaalund (Andreas Heimer, 85.), Jeppe Okkels (116.: Rasmus Carstensen), Frederik Møller – Emil Holten (Marc Rochester Sørensen, 75.), Ronnie Schwartz

Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen