17. februar 2024

Magnus Mattsson: ‘Bliver specielt på JYSK park’

Den tidligere SIF-profil Magnus Mattsson glæder sig til at besøge JYSK park i en FCK-trøje og stå over for lillebror Pelle Mattsson.

74 kampe, 31 mål og 16 assists.

Magnus Mattsson formåede virkelig at sætte sit aftryk på Silkeborg IF i de fire sæsoner, den unge Silkeborg-knægt nåede at spille på førsteholdet for Søhøjlandets Helte, inden han i sommeren 2021 blev solgt til hollandske NEC Nijmegen efter sin brandsæson i 1. division, der sendte SIF tilbage i Superligaen.

Søndag eftermiddag er 24-årige Magnus Mattsson tilbage på JYSK park til forårspremieren i 3F Superligaen. Dog som nyindkøbt profil for gæsterne fra FC København.

– Det bliver selvfølgelig meget specielt. Jeg glæder mig til at komme i gang med ligaen med FCK, men at det lige bliver på JYSK park, det kunne ikke være skrevet bedre, siger Magnus Mattsson, der ‘tyvstartede’ sin FCK-karriere i tirsdags med at score i Champions League-opgøret mod Manchester City, som københavnerne endte med at tabe 1-3.

Nu gælder det ikke Haaland, Rodri og Stones søndag men Adamsen, Brink og nåh ja… Mattsson med fornavnet Pelle.

– Det bliver spændende og sjovt at stå over for Pelle, men når kampen begynder, så er det ikke noget, som nogen af os skænker en tanke. Jeg forstår godt den hype, der er omkring det, men i kampens hede, så får alle SIF’ere samme behandling, om end det er Brink, Klynge eller Pelle, siger Magnus Mattsson, der ikke lægger skjul på, at han stadig har SIF i hjertet trods løven på brystet.

– Jeg har set stort set alle SIF-kampe, siden jeg skiftede til Holland. Det har jo været min klub, siden jeg var en lille dreng, og Pelle har spillet en større og større rolle på holdet også. Men nu er jeg FCK’er, og det er jeg meget stolt over, og jeg vil gøre alt for, at vi tager tre point med fra Silkeborg søndag, siger Magnus Mattsson, der også betegner københavnerne som favoritter.

– Selvfølgelig er vi det, men jeg har set vores tre kampe mod SIF fra efteråret, så jeg ved, hvor svært det bliver. SIF er et sindssygt godt hold, og vi skal spille op til vores absolut bedste for at tage sejren. Men det tror jeg også, vi gør, for vi er klar, lyder det fra den ny FCK’er, der håber at få en fin modtagelse på JYSK park.

– Det er ikke noget, jeg kan styre, men jeg håber, folk tager godt imod mig. Det tror jeg også, for jeg er rigtig glad for SIF, og det er også min fornemmelse, at klubben og fansene er glade for mig. Jeg glæder mig rigtig meget til kampen, siger Magnus Mattsson.

Der er kampstart kl. 16.00 i forårspremieren mellem Silkeborg IF og FC København på JYSK park.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen