23. Jeppe Illum
I 2009 skiftede angriberen Jeppe Illum Hessel Gods Fodboldkostskole ud med Silkeborg Fodbold College. Han viste hurtigt sine kvaliteter ved at blive topscorer på klubbens U19-hold. Efter blot halvandet år i klubben trænede han med førsteholdet og fik sin debut i en træningskamp mod Viborg, hvor han scorede begge Silkeborgs mål. Den officielle debut fik han seks dage før sin 19-års fødselsdag i en kamp mod OB, hvor han blev skiftet ind i slutminutterne.
To måneder senere scorede han sit første officielle mål for Silkeborg. Den bedrift gjorde ham til den fjerde yngste målscorer i klubbens historie.
Allerede efter Illums to første indskiftninger skrev Silkeborg kontrakt med den unge angriber frem til sommeren 2012. Han nåede syv kampe i sin første halvsæson. Den efterfølgende halvsæson tilspillede den unge angriber sig en plads på det danske U20-landshold, hvor han siden har spillet fast.
Den 25 marts 2013 fik Illum debut på det danske U21-landshold i en venskabskamp mod Norge. Det skete på Illums fødselsdag og blev fejret med to debut-mål fra angriberen.
Oprettet af: Michael Ravn
- Redigeret af: Lisbeth Jensen