22. Martin Svensson
Det store midtbanetalent Martin Svensson fik som 18-årig sin førsteholdsdebut, da han blev skiftet ind i en kamp mod Ølstykke på Silkeborg Stadion.
Den teknisk sublime og eksplosive createur konverterede sin U-kontrakt i SIF til en fuldtidsaftale, der blev passet sideløbende med skolegangen på Silkeborg Fodbold College, som blev afsluttet i sommeren 2009. Svensson kommer oprindeligt fra Lolland Falster Alliancen, men blev hentet til Silkeborg Fodbold College fra Hessel Gods Fodboldkostskole.
I december 2008 fik Martin Svensson en tidlig julegave, da han blev indlemmet i U21-landsholdstruppen - og i januar 2009 faldt så debuten for det bedste danske ungdomslandshold, da han (godt nok i en uofficiel landskamp) startede inde i sin debut mod Panamas A-landshold. Også i den følgende kamp mod Guatemalas A-landshold fik Svensson spilletid, og i landstræner Keld Bordinggaards opsummering af turen blev Svensson som den eneste i truppen fremhævet for sin flotte indsats.
Den 10. februar startede han igen inde, da Danmark - denne gang i en officiel landskamp - besejrede Malta.
I forbindelse med 2008/09-sæsonens sidste hjemmekamp blev han af både SIFs ungdomsafdeling og publikum på Silkeborg Stadion kåret til sæsonens bedste SIFer. Og to dage senere, den 9. juni, fik han endnu en uofficiel U21-landskamp, da han blev skiftet ind mod Italien.
I Superliga-sæsonen 2009/10 blev det til tyve kampe - ofte som ind- eller udskifter. Præstationerne blev dig mere og mere stabile og iøjnefaldende i sæsonen 2010/11, hvor Svensson med sine dynamiske indsatser høstede mange roser. Også fra U21-landstræner Keld Bordinggaard, der gav Svensson comeback på U21-landsholdet, der i november mødte Holland - med Svensson som indskifter.
Oprettet af: Administrator
- Redigeret af: Christian Ditlev