overskud  ∙  format  ∙  vilje

2013/14

En svær sæson endte i jubel

Når facit skrives om sæsonen 2013/14 erobrede SIF 66 point i 33 kampe og blev en ganske overbevisende vinder af NordicBetLigaen og vendte dermed tilbage til Superligaen efter blot en sæsons ophold i den næstbedste række. Men bag de overbevisende tal gemmer der sig en beretning om en sæson, der i efteråret truede med at blive en fiasko, rettede sig op hen over efterårets afslutning, vinteren og foråret og alligevel sluttede med uro, der endelig blev forløst i en gigantisk fest på Mascot Park efter 3-1 sejr over Lyngby i sæsonens sidste kamp.

Sommeren 2013 blev ganske dramatisk i Silkeborg IF. Som en konsekvens af nedrykningen blev der skåret drastisk i spillertruppen. 11 spillere forsvandt på den ene eller anden måde, bl.a. blev topscorer Marvin Pourié solgt til FC København, Kasper Risgård skiftede til det senere mesterhold AaB, Lasse Heinze fandt ny arbejdsgiver i Horsens og Martin Svensson gik til Randers FC.

Tilmed kom Jesper Sørensen til som ny mand på cheftræner-posten. Den hidtidige assistent fra AGF afløste Viggo Jensen på posten i et planlagt skifte.

Nye spillere

Til erstatning for nogle af de mange, der forsvandt, blev der hentet otte nye spillere ind, dels talenter fra egen talentsektor, dels nogle unge, sultne spillere med potentiale.  Morten Beck - potent angriber med masser af mål i støvlerne - kom til fra Skive, fra AGF kendte Jesper Sørensen midtbanespilleren Emil Scheel og back-talentet Frans Dhia Putros, der blev hentet til SIF, og der kom også helt ny målmandsbesætning i førstemålmand Kasper Jensen, der senest havde optrådt i Vejle, og reservekeeper Thomas Nørgaard, der vendte "hjem" til SIF efter ophold i Aarhus Fremad.

I OB fandt SIF hurtige og kreative Christian Sørensen og i kombination med de rutinerede spillere, der blev tilbage - Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen, Frank Hansen, Christian Holst  bl.a. tilsat talenter, der i forvejen befandt sig i truppen - Jeppe Illum, Daniel A. Pedersen, Nicolaj Køhlert, Simon Jakobsen og Sune Kiilerich - kom de spillere til at udgøre hovedrollerne på SIFs hold i 2013/14-sæsonen.

Den blev indledt planmæssigt med en sikker 4-1 sejr over Brønshøj hjemme på Mascot Park i første spillerunde, men herefter gik der alvorligt grus i maskineriet. 0-5 nederlag i Hobro i næste runde var en alvorlig lærestreg om at tingene ikke ville komme af sig selv trods SIFs status som en af oprykningsfavoritterne, og nederlag i Horsens i den efterfølgende runde  - efter en indsats, SIFerne trods alt kunne være bekendt efter fadæsen i Hobro - efterlod SIF i rækkens midterfelt.

I de følgende fire runder hev SIF point hjem med hiv og sving. Bagud mod både Hvidovre og Lyngby lykkedes det at vinde henholdsvis 4-2 og 3-2, og det blev også til sejre over Fredericia og Marienlyst inden SIFerne i ugen med overgang fra september til oktober røg ind i otte rædselsdage. Først 1-2 nederlag hjemme til HB Køge, derefter en afklapsning på 0-3 i Vejle for derefter at nå bunden med 1-2 nederlag til Vendsyssel hjemme på Mascot Park. Efter 11 runder lå SIF og raslede nede på en syvendeplads. Drømmen om hurtig tilbagevenden til Superligaen var ved at lide en stille død.

Systemskifte

En udsat kamp mod Marienlyst på grund af Christian Holst og Ari Mohr Jónssons udtagelse til det færøske landshold blev imidlertid vendepunktet. Jesper Sørensen besluttede i samråd med sin trænerstab at foretage en taktisk ændring, der skulle stoppe styrtblødningen. Alt for mange mål imod havde været SIFs største problem i de første 11 runder, og cheftræneren sadlede om. Tre mand i forsvaret og to wingbacks, der kunne trække med tilbage, når SIF var under pres skulle stoppe blødningen.

Det virkede. En stime på syv kampe uden nederlag blev effektfuldt indledt med en 5-0 sejr over AB, og så krøb SIF opad og kunne efter fem sejre og to uafgjorte kampe overvintre på en tredjeplads lige udenfor oprykningspladserne, der blev indtaget af AC Horsens og Hobro - sidstnævnte havde haft et suverænt efterår og var langt foran konkurrenterne, da turneringen gik i vinterhi.

Vintermånederne brugte SIF blandt andet til at bygge på den fysiske fremtoning ledet af klubbens nye fysiske træner, Lars Raundahl Rasmussen, der arbejdede ud fra devisen om, at "en dag uden træning er en dag uden mening." Det var hårdt, men effektivt, og det var en flok knivskarpe SIFere, der stillede til forårsstart. En ung fyr, Jens Martin Gammelby, dukkede op fra talentsektoren og indtog som den naturligste ting i verden en fast plads i forsvaret indtil en skade satte ham ud af spillet i næstsidste spillerunde.

Sejren i anden spillerunde på 1-0 over Hobro på udebane indikerede en retning, der gik mod oprykningsdrømmen, og selv om nederlaget ugen efter til Brønshøj var en streg i regningen, og selv om det også blev til nederlag i den følgende spillerunde i topkampen mod Horsens, så var der en tegning i holdet, der gav grobund for optimisme.

Uforglemmelig sejr

Den var velbegrundet. I de næste seks kampe tabte SIF ikke. Helt uforglemmetlig var overtidssejren over Hobro i en aftenkamp på Mascot Park fredag den 9. maj. Et sæsonrekord stort publikum på næsten 4.500 skabte en elektrisk stemning, og jublen var endeløs, da Morten Beck med et mål dybt inde i overtiden sikrede sejren på 2-1. Jens Martin Gammelby lagde en høj bold op på kanten af feltet, hvor Beck tæmmede den med ryggen mod mål, vendte rundt og hamrede den i nettet.

Man skulle således hen i sæsonens afslutning, før der kom lidt grus i maskineriet igen. I Hjørring tabte SIF et skridt med 0-1 nederlag, og efterfølgende missede SIFerne et matchbold, da en 2-0 føring hjemme på Mascot Park mod Vejle blev sat over styr, så oprykningen glippede med 2-2. Det viste sig i dagene efter, at Vendsyssel havde brugt en ulovlig spiller og blev taberdømt, hvilket reelt sendte SIF i Superligaen alligevel, men usikkerheden om en eventuel Vendsyssel-appel af afgørelsen forplantede sig til spillertruppen, der spillede en dårlig kamp i HB Køge og måtte nøjes med 1-1.

Inden sidste spillerunde mod Lyngby blev det dog afgjort, at Vendsyssel også ved appelinstansen tabte sagen - SIF var rykket op. Det skulle fejres i sidste rundes hjemmekamp mod Lyngby. Gratis adgang fik 6.731 tilskuere til at strømme til Mascot Park, og de blev belønnet med en overdådig 2. halvleg af SIF, der fik vendt 0-1 til sejr på 3-1. Så var der ellers pokaloverrækkelse ved klublegenden Morten Bruun, oprykningstrøjer fra uhlsport og fest-øl fra Carlsberg, mens tilskuerne blev lukket ind på banen og kunne deltage i festlighederne.

En turbulent sæson, der endte i succes, var afsluttet på værdig vis.

Se video fra fest-kampen mod Lyngby og den efterfølgende fejring. Klik her.