overskud  ∙  format  ∙  vilje

2008/09

SU-SU-SUPERLIGA

For andet år i træk var der kun et enkelt punkt på Silkeborg IFs sportslige dagsorden i sæsonen 2008/09: oprykning til SAS Ligaen. Og mens projektet ikke lykkedes det foregående år, kunne SIF endelig lade champagnepropperne springe, da oprykningen blev sikret en skøn juniaften - endda uden, at SIF var i kamp.

Forinden var gået et turbulent år med massive udskiftninger i den sportslige sektor, hvor både den nyansatte sportsdirektør Peter Kjær og cheftræner Peder Knudsen i løbet af efteråret blev fortid i SIF.

Det hele så ellers lovende ud, da det nu kombinerede fodbold- og ejendomsselskab Silkeborg IF Invest A/S i sommerpausen op til den nye sæson oprustede organisationen med den tidligere SIFer, landsholdsspiller og tv-ekspert Peter Kjær som sportsdirektør. Samtidig blev der hentet en stribe kæmpe profiler til klubben - for eksempel to af de mest scorende SIF-spillere nogensinde, Rajko Lekic og Henrik "Tømrer" Pedersen, kom hjem til Søholt, mens Thomas Bælum blev hentet til SIF fra den hollandske Æresdivision.

Alligevel gik det ikke helt som håbet i efterårssæsonen, hvor en række skuffende resultater måtte sluges - blandt lavpunkterne var nederlag i Valby mod Frem og hjemmebane-uafgjorte mod Hvidovre, Thisted, Kolding og Køge. Cheftræner Peder Knudsen fik silkesnoren med tre kampe resterende af efterårssæsonen, men blev efter gensidig overenskomst siddende i stolen til de afsluttende kampe, hvor Lyngby og Næstved blev slået i sikker stil som et fornemt punktum for Knudsen.

Den sidste kamp i efteråret mod FC Amager blev senere aflyst på grund af konkurs - en skæbne, der også overgik Køge i et år, hvor finanskrisen som i resten af samfundet trak sine dybe spor ind i fodboldverdenen. Også de visionære planer om et nyt, silkeborgensisk fyrtårn i form af et nyt stadion med multiarena på Søholt fik et hak i tuden, da politikerne fik kolde fødder i et år med forestående kommunalvalg.

Samtidig med afskedigelsen af Peder Knudsen sagde sportsdirektør Peter Kjær sin stilling op, da han ikke følte, at hans ambitioner stod mål med de forhåndenværende økonomiske midler til fortsat oprustning af spillertruppen. Og dermed var der altså igen tomt på sportsdirektør-kontoret og i cheftrænerstolen hos SIF.

Men optimismen rejste sig igen ufortrødent op til det altafgørende forår, hvor SIF på forhånd ellers havde et grimt hul op til Viborg og Herfølge på de to oprykningspladser. Som ny mand i cheftrænerstolen blev Troels Bech nemlig præsenteret - og dét var noget, der passede det silkeborgensiske fodboldpublikum.

Og tilsyneladende også spillertruppen - for SIF, med Troels Bech i spidsen, leverede et forrygende forår, hvor 12 ud af 15 kampe blev vundet (de tre af dem dog uden kamp på grund af FC Amager og Køge Boldklubs konkurser).

En af de tre kampe, hvor SIF ikke fik fuld gevinst i foråret, var forårspremieren mod lokalrivalerne fra Viborg FF, der på førstepladsen overvintrede med fire point ned til SIF. De grønne naboer var heldige med at slippe fra et godt fyldt Silkeborg Stadion med 0-0, men støt og roligt kværnede SIF-maskinen sig gennem forårets kampe. Og da facit skulle gøres op, var der såmænd blevet ædt hele 19 point på Viborg, som skuffende endte på tabellens fjerdeplads.

I stedet var det Gladsaxe-klubben AB, der sloges med Herfølge og Silkeborg IF om de to oprykningspladser. SIF havde slået såvel AB som Herfølge på både hjemme- og udebane, men begge hang rigtig godt på i toppen, hvor SIF dog kunne sikre sig oprykning til sæsonens sidste hjemmekamp, hvor konkurstruede Frem kom på besøg.

Først kort inden søndagskampen vidste man, at Frem ville møde op på Silkeborg Stadion, hvor der var dækket op til fest. Men en lykkehjulsflugter fra en Frem-spiller betød 2-2 i slutfasen - og så fusede festen ud, mens neglene måtte endnu en tur i de silkeborgensiske hækkesakse frem til den efterfølgende weekends afsluttende kamp i Thisted, hvor SIF med blot et enkelt point ville sikre sig en Superliga-billet.

Nervøsiteten holdt sig dog kun intakt til den følgende onsdag, hvor AB tog imod Herfølge i en udsat kamp, som blev vist på storskærm i Søholthuset. Her brød jubelen løs, efterhånden som Herfølge satte AB mere og mere eftertrykkeligt på plads, for med sejren sikredes SIF den forjættede oprykning uden at være i kamp. Og det kan nok være, at der blev drukket en Faxe Kondi eller to dén aften i Søholthuset, mens SU-SU-Superliga-råbene gjaldede over Silkeborg...

Blandt sæsonens store profiler var - som håbet og vel nok også forventet - angrebsduoen Rajko Lekic og Henrik "Tømrer" Pedersen, der med henholdsvis 20 og 13 mål bidrog godt til den flotte oprykning; og Lekic blev endda delt topscorer i Viasat Divisionen. Den talentfulde kantspiller Martin Svensson blev af både publikum på Silkeborg Stadion og SIFs ungdomsafdeling kåret til sæsonens spiller, mens den tilsvarende ære overgik Thorbjørn Holst Rasmussen - kåret af Midtjyllands Avis.

Efter to års fravær var Silkeborg IF igen en del af dansk fodbolds fineste selskab, og den traditionsrige fodboldby fra Søhøjlandet boblede igen af optimisme inden gensynet med den SAS Liga, som var i en rivende udvikling og gennemsyret af endnu en rekordsættende tv-aftale. Toget buldrede af sted - og SIF havde indløst billet til første klasse.