overskud  ∙  format  ∙  vilje

2006/07

En forbandet sæson.
Silkeborg IF måtte i sommeren 2007 for anden gang på fire år opleve den tort, at der skulle vinkes farvel til Superliga-fodbold oven på en forfærdelig og helt igennem forbandet sæson. I årets løb nåede SIF blandt alt for meget andet at gennemleve en status som Europas ringeste hjemmehold, en spiller- samt to trænerfyringer og et sidste kig i tabellen, der forkyndte, at SIF rykkede ned som nummer 12 ud af 12 i SAS Ligaen.

Det hele begyndte ellers så lovende, da SIF midt i juli rejste til Esbjerg for at indlede en ny sæson med en to måneder gammel ottendeplads og ambitioner om endnu mere pakket ned i bagagen. Anfører Michael Hansen bragte SIF i front inden pausen, men da et Hördur Sveinsson-skud umiddelbart i starten af anden halvleg prellede af på stolpen, var det et forvarsel om mørke skyer, der trak sig sammen over Søhøjlandet. For tre kvarter senere stod der 2-1 på måltavlen, og dét var indledningen på et efterår med kun to sejre, samme antal uafgjorte - og sindssyge 14 nederlag. Heraf faldt de ni på hjemmebane, og dét var det samme antal kampe, som SIF havde spillet på Silkeborg Stadion. En statistik, der kvalificerede SIF til den lidet flatterende titel som det ringeste hjemmehold i europæisk fodbold.

I virkeligheden fandtes der kun to et halvt lyspunkt i løbet af efteråret - de to første gjaldt udesejrene i Viborg og Vejle, mens det halve kom i Brøndby, hvor SIF i et brag af en kamp hentede uafgjort. Resten var den pureste tristesse.

I september var der dramatik på Søholt, hvor Bajram Fetai blev fyret efter at have skabt utilgivelig ballade på træningsbanen, og i oktober så SIF ingen anden udvej end at afskedige cheftræner Viggo Jensen - med fire kampe tilbage inden julepausen. Som midlertidig løsning på posten indtrådte den mangeårige klubmand Peder Knudsen som cheftræner og Ebbe Sand som assistenttræner - den mangeårige landsholds- og Schalke 04-spiller Ebbe Sand, der fra starten af den nye sæson var blevet talentchef i klubben og med Viggo Jensens afgang forfremmet til sportschef - og efter sæsonen i øvrigt fik ændret titel til teamchef.

Men heller ikke det nye blod på trænerbænken gav point - de sidste fire kampe blev tabt, og Peder Knudsen meddelte, at han ikke ville fortsætte i cheftræner-rollen. SIF-spillerne kunne dermed gå på ferie med otte point op til SAS Liga-redningen og et ubesat trænersæde.

Tre nye spillere ankom på Søholt i julemåneden - talenterne Anton Smedegaard og Casper Henningsen, mens den mest markante var den tidligere landsholdsspiller Steven Lustü, der blev købt hjem fra norske Lyn Oslo. Ingen af de tre vidste, hvem der skulle træne dem efter nytårsskiftet, og alle pressens gætterier blev da også gjort til skamme, da SIF indkaldte til pressemøde på årets anden dag i 2007. Her blev den tidligere leder af Silkeborg Fodbold College, Preben Lundbye, præsenteret som klubbens nye cheftræner, og træningen begyndte på den nye og helt fantastiske kunstgræsbane på Søholt, som efter et samarbejde mellem SIF, Jyske Bank, Silkeborg Kommune og DBU blev taget i brug i november.

Optimismen begyndte så småt at vise sig i og omkring klubben, og yderligere tre spillere blev tilknyttet i det åbne transfervindue. Ugandiske Hassan Mubiru, finske Antti Okkonen og Stefan Schmidt fra Brøndby trak den røde trøje over hovedet, mens fodboldforretningen igen fremviste et overskud - denne gang på trekvart million kroner.

Forårspremieren skulle foregå i Horsens, der netop var holdet, som SIF jagtede. Mere end 1000 rød-hvide fans tog turen for at hjælpe SIF på vej, men i en grotesk og dramatisk afslutning på "seks-points-kampen" måtte gæsterne konstatere et 2-1 nederlag og en efterhånden umulig opgave.

Der blev dog pustet lidt liv i redningsvesten, da SIF ugen efter vandt i Nørreskoven over Vejle, men herefter fes gassen ud. Blandt andet erfarede SIF, at ikke engang fire scorede mål var nok til den hjemmesejr, der stadig lod vente på sig. I en vanvittig kamp vandt AaB således med 6-4 - en tangering af superliga-rekorden for flest antal mål i en kamp. Og nu vi er ved dét med rekorderne - SIF måtte i forhold til hjemmebanestatistikken konstatere, at man med forbandelsen hvilende over Stadion Allé var endnu ringere end dét Lyngby-hold, der med amatører spillede sidste halvdel af sæsonen 2001/02 til ende. Av.

Først i tiende forsøg kom der et enkelt hjemmebanepoint på tavlen, men vejen frem mod et sejrssangs-rungende omklædningsrum i det gamle stadionhus virkede fortsat mineret.

Selv om man ikke kunne forvente at få ret mange chancer i jagten på SAS Liga-redning, så var især Viborg og Horsens' tilsvarende ringe resultater af en sådan karakter, at der faktisk var indtil flere gode muligheder for at lukke hullet. Men blandt andet en jammerlig præstation med efterfølgende nederlag i Viborg - og en udligning af Horsens med tyve sekunder tilbage af overtiden på Silkeborg Stadion - betød, at SIF i tredjesidste spillerunde fik cementeret nedryknings-skæbnen matematisk.

SIF sluttede nogenlunde hæderligt af, og de sidste fem kampe gav kun et enkelt nederlag. Og endnu bedre - søreme om ikke hjemmesejren endelig kom i hus - i 16. forsøg (!), da Brøndby besøgte Silkeborg Stadion i næstsidste runde. Efter en flot præstation kunne jubelen bryde løs med 2-1 stående på lystavlen.

SIF-ledelsen følte dog, at der skulle både andre boller på suppen og en ny start til, inden Viasat Sport Divisionen på den anden side af sommerferien stod for døren. Preben Lundbye blev efter kun fem måneder i stolen sendt ud af trænersædet, og Peder Knudsen blev udnævnt som manden, der skulle genrejse SIF. Vel vidende, at det næste år skulle blive et særdeles afgørende kapitel i historien om SIF.