overskud  ∙  format  ∙  vilje

2002/03

Farvel til Superligaen.
488 kampe. 179 sejre, 153 uafgjorte, 156 nederlag. 706 scoringer og 607 point.

Det var, hvad SIF opnåede i de 16 sæsoner i træk, det blev til i landets bedste fodboldrække siden oprykningen i 1987. SIF blev dengang kaldt en døgnflue, hvilket klubben ikke just viste sig at være, men desværre var SIF heller ingen evighedsblomst.

Onsdag den 18. juni 2003 blev nedrykningen en kendsgerning, da SIF med et nederlag på 3-4 mod OB på Odense Stadion mistede det sidste lille håb om at overleve endnu engang.

At det skulle ende så galt, var der ingen, der vidste, da sæsonen gik i gang, men der skulle ikke gå mange spillerunder, før man fik en fornemmelse af, at der ville blive tale om endnu en overlevelseskamp for SIF og holdets nye træner Viggo Jensen. Navnlig gjorde det ondt, at SIFs to rutinerede midterforsvarere Jacob Juhl og Michael Larsen kun kom til at optræde i sammenlagt en håndfuld kampe i hele sæsonen. Larsen måtte efter sin alvorlige hofteskade fra foråret erkende, at han ikke kunne vende tilbage til topfodbold, mens Juhl i tredje spillerunde ødelagde det meste af sit knæ og ikke fik flere kampe i hele sæsonen.

Uden for banen var tingene mindst lige så turbulente som indenfor kridtstregerne. SIF havde i mange år døjet med at få driften i det professionelle selskab til at hænge sammen, og mandag den 23. september måtte ledelsen ty til sidste udvej for at forhindre en lukning: Alle ansatte måtte ned i løn.

I de følgende dage handlede det hele meget lidt om selve spillet. Der blev forhandlet på livet løs mellem ledelsen og de ansatte, der viste stor forståelse for situationen i nødens stund. Det endelige resultat blev, at spillerne, trænerne og de øvrige ansatte i SIF Fodbold Support A/S måtte sluge en lønnedgang på gennemsnitligt 23 procent som et led i rekonstruktionen af det professionelle selskab.

Rekonstruktionsplanen, der blev præsenteret på en ekstraordinær generalforsamling den 3. december 2002 indebar desuden en kapitaltilførsel på i alt 17 millioner kroner, 10 millioner kroner fra Silkeborg Fodbold Holding A/S samt en nedskrivning af selskabets lån i Jyske Bank på syv millioner kroner. Endelig kom der nye folk i bestyrelsen, heriblandt Kent Madsen, der blev ny formand for SIF Fodbold Support A/S.

Jyske Bank var en væsentlig medspiller omkring rekonstruktionen af den professionelle fodboldklub, og den lokale bankgigant trådte endnu engang til, da TDC meddelte, at man stoppede som hovedsponsor for SIF pr. 31. december 2003.

Efter kampene i efteråret så det alt andet end lyst ud for SIF. SIF lå sidst med fem point op til redning, og ydermere begyndte Viggo Jensen nu for alvor den store ombrydning af holdet. Flere af de rutinerede spillere måtte vige pladserne for nye, unge spillere som Christopher Poulsen, Kenneth Fabricius, Anders Veller, Thomas Olsen, Muhammed Akinci.

"Ungdomsoprøret i Søhøjlandet", blev manøvren kaldt i medierne, og Viggos unge løver var efter et mægtigt ryk i Påsken i fuld gang med at bringe sig i sikkerhed. En 5-1 sejr over Farum for øjnene af 7.229 begejstrede tilskuere på Silkeborg Stadion bragte SIF fire point "over stregen", inden filmen for alvor knækkede i maj måned.

SIF mødte i slutfasen rivalerne fra det usædvanligt brede bundfelt på stribe, men trods de gunstige betingelser indkasserede SIF nederlag på nederlag, og netop den manglende evne til at sætte sig igennem mod de direkte bundkonkurrenter kostede i den sidste ende SIF pladsen i SAS Ligaen efter et forår, der ellers bød på mange opløftende præstationer.

Da det endeligt gjaldt, stod det unge SIF-hold dog ikke distancen, og på mange måder blev kampen i tredjesidste spillerunde imod Viborg symptomatisk for hele sæson-forløbet. SIF gjorde det hurtigt svært for sig selv ved at komme bagud med 0-2, men på en forrygende fight blev kampen vendt totalt på hovedt efter pausen. SIF kom på 2-2 og pressede hårdt, inden Viborg kort før tid lukkede og slukkede med et sejrsmål på straffespark.

Det sidste farvel til Superligaen blev til gengæld det smukkest mulige, idet svenskeren Henrik Dahl scorede et forrygende mål til 4-3 i overtiden, da sølvvinderne fra Brøndby blev slået med 4-3 på Silkeborg Stadion i et sandt drama i sidste spillerunde.

Kampen mod Brøndby betød også et farvel til en af SIFs mest populære spillere igennem de senere år Jesper Thygesen, der sammen med Lars Brøgger og Rasmus Hansen forlod SIF efter sæsonen.