overskud  ∙  format  ∙  vilje

1998/99

Tæt på og alligevel langt fra.
På mange måder blev sæsonen en frustrerende oplevelse for SIF. Der var gode momenter og enkelte højdepunkter undervejs i forløbet, men i den sidste ende hjalp det så lidt. I ligaen var SIF længe med i det europæiske kapløb og endte alligevel med den dårligste placering i otte år, i pokalen blev det for tredje år i træk til en semifinaleplads, og i UEFA Cup'en lykkedes det heller ikke denne gang for SIF at avancere til tredje runde.


  Tomrer_vs_Roma.jpg
Henrik Pedersen udfordrer en Roma-forsvarer i UEFA Cup kampen
mod de italienske giganter på Silkeborg Stadion.



I turneringen var det som om, at SIF aldrig for alvor kom i gang. Alt for mange kampe endte uafgjort, ligesom det ikke på noget tidspunkt lykkedes for SIF at vinde to kampe i træk. Alligevel var SIF på den ene, den anden eller den tredje (!) måde med i kampen om de europæiske billetter helt frem til turneringens sidste spilledag, idet UEFAs sammenlægning af pokalvindernes Europa Cup og UEFA Cup'en forårsagede det rene kaos i dansk fodbold. Det vil føre for vidt at komme ind på de finurlige regler her. Det skal blot konstateres, at SIF undervejs i foråret havde mulighed for at kvalificere sig til Europa enten som nummer fire i ligaen, som tabende pokalsemifinalist eller som dansk fodbolds fair play repræsentant. Forvirret? - jamen, det var vi alle sammen...

Det stod hurtigt klart for de fleste, at et topresultat skulle hentes i pokalturneringen, og med to indledende efterårs-sejre kvalificerede SIF sig også for tredje år i træk til semifinalen. Mange havde undt SIFs og hele Danmarks træner Sepp Piontek at kunne slutte sin trænerkarriere med en pokalfinale i Parken, men det satte tyskerens gamle klub AaB en stopper for. Den første semifinale endte 4-4 efter et brag af en kamp på Silkeborg Stadion, hvorefter AaB satte tingene på plads med 2-0 i returen. Ellers havde SIF et godt tag på mestrene og formåede som det eneste hold i hele sæsonen at vinde på Aalborg Stadion.

Sæsonens absolutte højdepunkt var mødet med mægtige AS Roma i UEFA Cup'en. SIF overlevede med en professionel indsats kvalifikationskampene mod NK Mura fra Slovenien (0-0 og 2-0), inden Roma kom op af hatten i første runde. I en time bød SIF det italienske storhold trods i det første opgør i Silkeborg, men en kæmpechance blev ikke udnyttet, hvorefter romerne lukkede leddet med to hurtige mål. SIF ydede endnu en respektabel indsats i returkampen på det imponerende Stadion Olimpico i Rom, uden dog at kunne forhindre et samlet nederlag på 0-3.

Op til sæsonen tegnede SIF sig for en international succes på transfer-fronten, idet den unge forsvarskomet Martin Laursen blev solgt til den italienske klub Verona for et beløb tæt ved 10 millioner kroner. Det var mere end en fordobling af klubbens hidtidige salgsrekord og en god pris for en spiller, der blot havde været stamspiller i en halv sæson. En del af beløbet investerede SIF i starten af efteråret i angriberen Peter Lassen. Lassen blev købt hjem fra belgiske Aalst og formede i resten af sæsonen en særdeles giftig angrebsduo sammen med Henrik Pedersen. I alt 27 scoringer blev de to noteret for. Pedersen lavede 16 og blev dermed den SIFer, som har lavet flest mål for klubben i en enkelt superligasæson.

Ellers var sæsonens største SIF-profil den hurtige kantspiller Thomas Poulsen, som spillede sig med på ligalandsholdets vintertur til Sydamerika. Her deltog også målmand Peter Kjær. For Kjær blev sæsonen på sin egen måde værd at huske, idet han scorede sine første to mål for SIF - begge på straffespark. Også anfører Morten Bruun kunne notere en milepæl i sin SIF-karriere, idet han i en kamp mod AGF satte ny klubrekord med sin kamp nummer 349.