overskud  ∙  format  ∙  vilje

1992/93

En halvleg fra UEFA Cup'en.

Mange var på forhånd spændte på at se, hvordan SIF ville klare sig med en ny træner. SIFs hold var i høj grad blevet synonymt med den temperamentsfulde Viggo Jensen, men det viste sig at gå godt nok endda med en ny mand ved roret. Også selv om svenske Bo Johansson kun havde en måneds tid til at arbejde med holdet, før han sendte det i kamp for første gang. Ja, de fire OL-landsholdsspillere Michael Hansen, Michael Larsen, Jakob Kjeldbjerg og nyindkøbet fra Vejle Jacob Laursen nåede han knap nok at få hilst på, før det gik løs. De var nemlig til OL det meste af juli måned.

  SIFs-nye-svenske-træner-Bo-.jpg
SIFs nye svenske træner Bo Johansson (stående) ved præsentationen i Søholthuset.


På trods af de lidt hektiske betingelser fik SIF en glimrende start. Holdet scorede et hav af mål og blev kendt som »holdet uden angribere«, fordi den normale topscorer Heine Fernandez var langtidsskadet. Andre tog dog over, og da der blev gjort status over sæsonen viste det sig, at forsvareren Jakob Kjeldbjerg og midtbanespilleren Keld Bordinggaard delte topscorerværdigheden.

Den hovedspilsstærke midterforsvarer Jakob Kjeldbjerg var i det hele taget holdets store profil og blev efter sæsonen valgt til Årets Spiller af Spillerforeningen. En fornem hæder, som ingen SIFer hverken før eller siden er blevet tildelt. Også landstræneren havde bud efter Kjeldbjerg, som i sin anden landskamp den 30. januar 1993 mod USA leverede det hidtil eneste landskampsmål lavet af en SIFer.

Michael Larsen fik debut på landsholdet imod Argentina i februar måned, og den 2. juni var d'herrer Kjeldbjerg og Larsen begge med i landsholdets startopstilling mod Albanien i Parken. Det var første gang, denne ære overgik hele to spillere fra SIF i den samme kamp.

Efter den gode sæsonstart, hvor SIF blandt andet vandt sin største sejr i den bedste række nogensinde med 6-0 over B1909, faldt SIF tilbage til en position lige bag de forreste. Før den sidste kamp eksisterede chancen for den første Europa Cup kvalifikation i klubbens historie dog stadig, men for at det skulle lykkes, skulle SIF ikke alene vinde i OB, men AaB skulle også tabe til mestrene fra FC København. Ved pausen så det hele lyst ud, idet SIF førte 1-0 og AaB var bagud med 1-3, men i anden halvleg skred det hele. SIF tabte 1-2 og AaB vandt 6-4. Farvel til UEFA Cup'en!

Foråret betød goddag til en ny målmand og farvel til en SIF-legende. Målmanden var Peter Kjær fra Vejle og legenden var Ingvar Johansen. Den lille midtbanestrateg nåede med sine 325 førsteholdskampe at blive den spiller med det på det tidspunkt næstflest kampe i klubbens historie. Hans afskedskamp blev i øvrigt spillet på Silkeborg Stadion mod det zambianske landshold.

En speciel glæde for holdet var det, at midtbanespilleren Henrik Kastbjerg endelig vendte tilbage for alvor. Efter to alvorlige benbrud havde mange afskrevet Kastbjerg, men han kom tilbage og markerede sig endda med sin i alt femte scoring for SIF. Den fjerde faldt tre et halvt år tidligere...