overskud  ∙  format  ∙  vilje

1988

En euforisk debut.

»Bookmakerne er begyndt at give odds på, om SIF får fem hjørnespark i 1. division!«

Denne dommedags-melding fra en af landets respekterede journalister er for længst blevet et udødeligt citat i SIF. For selv om spådommen blev lanceret med et glimt i øjet, så fortæller udsagnet alligevel noget om den generelle opfattelse af SIFs debutanter før klubbens første sæson i 1. division: SIF blev ikke levnet mange chancer.

For at gøre ondt værre solgte SIF oven i købet sin ubetinget største profil kort ind i januar måned. Det var landsholdsspilleren Jan Bartram, som SIF under stort postyr havde hvervet fra AGF i efteråret 1987. Bartram blev solgt til Glasgow Rangers formedelst 1,4 mio. kr. Ikke noget dårligt provenu for en spiller, man havde kontrakt med i en uges tid og som aldrig kom i aktion for SIF.

At SIF udmærket kunne klare sig uden Bartram skulle dog hurtigt vise sig. Fodbold-Danmark blev pludselig dus med navne som Hans Erfurt, Ingvar Johansen og Peter Vesterdal, for i løbet af en håndfuld kampe havde SIF lagt sig på andenpladsen i 1. division med otte points i fem kampe! Blandt andet blev Brøndby i SIFs anden hjemmekamp besejret med 1-0 for øjnene af et rekordpublikum på over 6.000 tilskuere.

I det hele taget strømmede publikum til SIFs kampe. Lokalopgørene mod Ikast og AGF var de rene sællerter, og da regnskabet skulle gøres op efter SIFs euforiske debutsæson, viste det sig, at holdet fra den midtjyske provinsby havde samlet tredjeflest tilskuere af alle, nemlig 55.509 tilskuere til 13 hjemmekampe. For at kunne klare presset måtte en ståtribune i al hast etableres på det hyggelige, men primitive Silkeborg stadion.

SIFs topscorer blev Hans Erfurt med ti mål, hvilket bragte den kropsstærke forward i landsholdets søgelys. Erfurt blev i efteråret udtaget til kampe mod både England og Sverige, men måtte tilbringe dem begge på bænken. Ingvar Johansen blev udtaget til ligalandsholdets tur til Brasilien efter sæsonen, men måtte melde afbud på grund af en skade.

Det var dog ikke kun på spillerfronten, at der blev lagt mærke til SIF. Efter sæsonen blev holdets temperamentsfulde træner Viggo Jensen kåret til Årets træner, mens Poul Erik Wils-Jensen - bedre kendt som PEWI - blev valgt til Årets leder i dansk fodbold. SIFs debutsæson i landets bedste fodboldrække var og blev en kæmpesucces.