overskud  ∙  format  ∙  vilje

1917/1987

En plads i skyggen.

Uden at fornærme fortidens silkeborgensiske fodboldkoryfæer, så kan man nok godt påstå, at Silkeborg IF ikke tidligere i sin mere end 80-årige levetid har markeret sig i toppen af dansk fodbold, som klubben gør i dag. Før oprykningen til 1. division i 1987 havde klubben aldrig før spillet i den bedste hjemlige række og havde aldrig haft en spiller på landsholdet.

Silkeborg IF blev stiftet den 26. april 1917. I den anledning skrev den lokale Silkeborg Social-Demokrat, at »Boldspillet tager sin begyndelse på Søndag Formiddag Kl. 9 1/2 paa Sportspladsen. Og forhåbentlig er der hermed indledt en ny Æra for vore lokale Sportskredse.« Eftertiden har vist, at det ikke var for meget sagt.


SIF-anno-1953.jpg

SIF anno 1953 med træner Poul Bjerre i øverste række til venstre.


I klubbens første leveår spillede SIF i de forskellige jyske rækker. A-rækken, mellemrækken og fra 1942 endda mesterrækken, som var den fornemste jyske række. De danske mesterskaber var på den tid forbeholdt de store københavnske klubber, som i det hele taget styrede hele fodboldudviklingen herhjemme. Her var ikke plads til en lille klub fra provinsen.

Nu skal det ikke lyde som om, at det kun var københavnernes skyld, at SIF ikke markerede sig mere, for resultaterne var heller ikke til en plads blandt de allerbedste. Således gjorde klubben først sin entre i Danmarksturneringen under DBU så sent som i 1962, hvor det blev til en lynvisit i 3. division. Siden vendte SIF tilbage, og i 1966 rykkede holdet endog op i 2. division, hvor man stort set tilbragte de næste ti år.


SIF-anno-1967.jpg

SIF anno 1967. Sæsonen 1967 blev SIFs første i 2. division,
og holdet nåede tilmed pokalsemifinalen.



I slutningen af 1970erne gik det dog helt galt. I løbet af to sæsoner suste SIF ned i Danmarksseriens glemsel. Men da det så allersortest ud for klubben, kom hjælpen i skikkelse af klubbens tidligere spiller Arne Sørensen. Han var nu en foretagsom forretningsmand, og med ham som primus motor stiftede man i 1982 det professionelle aktieselskab SIF Fodbold Support A/S og indførte betalt fodbold i SIF.

På den sportslige front gav initiativet tilsyneladende omgående afsmitning, for samme år rykkede SIF atter op i 3. division. Succesen fortsatte det følgende år med klubbens første fuldtidstræner Bjarne Jensen ved roret, og SIF strøg direkte op i 2. division. Her sikrede klubben sig sin på det tidspunkt bedste placering overhovedet med en fjerdeplads i 1984, men siden tabte holdet pusten, og i efteråret 1986 syntes elevatoren atter at pege nedad. SIF måtte skride til den ubehagelige løsning at fyre den populære Bjarne Jensen, og under ledelse af den snu Svend Hugger lykkedes det på mirakuløs vis at redde livet i 2. division på sidste spilledag. Der er ingen tvivl om, at Huggers redningsaktion er en af de mest væsentlige årsager til, at SIF i dag har en position blandt landets bedste klubber. For hermed var scenen klar til den nye træner Viggo Jensen.

Det er næppe for meget sagt, at den temperamentsfulde Viggo Jensen revolutionerede klubben på det sportslige område, og mandens ildhu kombineret med en forstærket spillertrup betød, at SIF efter sæsonen 1987 for første gang var klar til den bedste række.

Skyggetilværelsen var for alvor blevet skiftet ud med en plads i solen.