Nyheder


Mike er med SIF på Twitter og YouTube

Image

Silkeborgdrengen Mike Justesen imponerer SIF med sit frivillige engagement, ved bl.a. at sikre klubben et værdifuldt Twitter-navn. Søsteren hedder SIF, hele familien er glødende fans og Mike har faktisk scoutet en af Superligaspillerne ... i FIFA.


22-årige Mike Justesen er ikke som silkeborgfans er flest. Udover at være fan og tilhænger af klubben og udover at se alle SIFs kampe enten på stadion eller tv, har Mike besluttet sig for at hjælpe de røde lidt ekstra ved at involvere sig i og hjælpe klubben på helt nye måder.
 
Det hele startede med, at Mike, før nogen anden, sikrede sig Twitter-navnet SilkeborgIF tilbage i 2010. Hans eneste motiv for at oprette Twitter-profilen var at være sikker på, at navnet ikke havnede i de 'forkerte hænder', og han overgav derfor navnet og profilen til klubben, som har brugt den aktivt siden februar i år. 
 
Ved samme lejlighed gjorde Mike klubben opmærksom på sine 'forudsigelsesvideoer', hvor han ved hjælp af computerspillet FIFA 12 gennemspiller alle Silkeborgs kampe og kommer med et virtuelt resultat. Klubben fandt videoerne spændende og syntes, at det var en sjov gimmick, og aftalen blev derefter, at Mikes virtuelt gennemspillede videoer uploades til klubbens YouTube-profil - og derfra deles på SIFs facebook-profil, så alle sidens mere end 8000 brugere får en underholdende forsmag på den 'virkelige' superligakamp. 
 
At Mike er en mere end almindeligt dedikeret SIF-fan, viser de timer, han lægger i produktionen af videoerne, som laves på en spillekonsol: 
 
- Det er en længere proces at udarbejde FIFA-videoerne, og det er en proces, som starter lige efter at Silkeborg har spillet en kamp i Superligaen. Allerede der begynder jeg at kigge frem mod næste kamp, i forhold til om der er skadede spillere, og i forhold til hvor godt spillerne præsterede i den netop overståede kamp, fortæller han og vurderer, at det tager mellem tre og seks timer at lave en god video. Der er nemlig flere ting, der skal justeres fra gang til gang såsom redigering af lyd, sammensætning af forskellige videoklip og tilpasning af de enkelte spilleres evner:
 
- Hvis en spiller har spillet mindre godt i et par kampe, er det måske lidt urealistisk, at den pågældende pludselig scorer fire mål i næste runde. Jeg går derfor ind og modificerer deres evner i spillet, efter hvor godt eller dårligt de har spillet i virkeligheden. Det skulle gerne hjælpe til at gøre udfaldet af kampene så realistisk som muligt, siger Mike, der påpeger, at det ikke er ham selv, men computeren, der reelt spiller kampene.
 
Ud af en SIF-gal familie
At lave videoerne faldt helt naturligt for Mike, da det kombinerer tre af hans største interesser – nemlig videoproduktion, videospil og Silkeborg IF. Passionen for videoerne kan spores tilbage til 11-års alderen, dengang da han fik sit første videokamera, fordi han skulle filme en barnedåb i familien, mens passionen for SIF går endnu længere tilbage: 
 
- Vi er meget dedikerede Silkeborg-fans i min familie. Det med at holde med Silkeborg er noget, jeg altid har gjort, så længe jeg kan huske. Min morfar er altid ude på stadion, så det er nok igennem ham, at interessen for SIF er kommet, fortæller Mike og supplerer med, at morfaren en gang imellem hænger en SIF-trøje op i sit vindue - og når det går specielt godt, og de røde ligger godt til i tabellen, lader han fjernsynet stå på DR tekst tv’s side 220, så alle besøgende kan se Silkeborgs placering. 
 
Ligesom resten af familien er Mike født og opvokset i Silkeborg, og udover morfaren tæller den fodboldinteresserede familie også SIF-fans i form af onklen, broderen og Mikes mor og far. Derudover holdt hans stedfar tidligere med AGF, men han har også overgivet sig til de røde. Desuden er flere yngre søskende også opdraget i den rette SIF-ånd:
 
- Min mindste lillebror har mange SIF-trøjer, som han ofte fiser han rundt i, og når han spiller fodbold med sine kammerater, der løber rundt i Messi og Ronaldo-trøjer, foretrækker han sin silkeborgtrøje med Flinta bagpå. Min mindste lillesøster er desuden opkaldt efter klubben og hedder Mille Sif til fornavn, så man kan vist roligt sige, at vi går op i Silkeborg hjemme hos os, siger Mike og fortæller, at det godt kan hænde at morfarens VHS-optagelser af Silkeborgs kampe, der går helt tilbage til 1992, bliver kigget igennem. 
 
Mike har stor succes på Youtube.com
FIFA 12-forudsigelsesvideoerne er en forholdsvis ny del af Mikes videoproduktion. Han har sin egen youtube-kanal, som han har produceret videoer til i flere år. Den kreative proces med at udarbejde videoerne vægtes højt i Mikes bevidsthed:
 
- Jeg har altid haft en interesse for at producere og lave videoer. Jeg kan godt lide at være kreativ med videoproduktionen og hele processen med at levendegøre mine idéer er enormt spændende, siger Mike, der har en imponerende rekord på 800.000 visninger af en enkelt video!
 
De mange visninger gjorde det muligt for ham at nå ud til at helt nyt og større publikum, men Mike gør det ikke for berømmelse eller penge, for ham er det stadig glæden og passionen, der driver værket. 
 
SIF siger tak for det store engagement
Mikes fornemme arbejde for SIF resulterede for nylig i en gratis udgave af det nye FIFA 13 Club Ultimate Edition, så han kan fortsætte sine forudsigelsesvideoer med de tilføjelser, det nye spil tillader i forhold til FIFA 12.
 
Derudover vil Mike være fast inventar på Mascot Park i resten af sæsonen med eget sæsonkort til Jyske Finans-tribunen, hvor han formenligt vil stå i sin ligeledes nye Bjarni Vidarsson SIF-trøje. 
 
En sjov anekdote omkring Bjarni og Mike er nemlig, at Mike, før mange andre, fik øje på Silkeborgs nye nummer 8 gennem FIFA-spillet, og han var derfor også ovenud tilfreds, da det lykkes Silkeborg at signe den stærke islænding ... som Mike jo faktisk selv havde scoutet på forhånd.
 
Mike fortjener stor ros for sit engagement og den entusiasme, han lægger i støtten til SIF - ligesom klubbens mange andre fantastiske frivillige, sponsorer og fans - og SIF håber derfor, at Mike kan være et forbillede for andre unge silkeborgensere ved vise, at der bliver lagt mærke til de gode idéer og gå-på-modet, når man brænder for en sag.




Skrevet af: Anders Christian Larsen  - Redigeret af: Ulla Myrhøj  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com