Bech: Burde have vundet
En velspillende Jesper Bech kunne ikke forhindre OB i at stjæle tre point i gårsdagens opgør på Mascot Park. Silkeborgs nr. 10 var som resten af holdet meget skuffet efter kampen.
Fra den fremskudte og offensive midtbaneposition leverede Jesper Bech en udmærket indsats for de røde i hjemmekampen mod OB, som trods masser af SIF-chancer endte med et 0-1 nederlag:
- Det er svært at tænke på de positive ting, der var i kampen, lige efter sådan en afslutning. Det er i princippet en 99,9 % fejlfri kamp fra vores side, og sådan en kamp bør vi egentlig vinde 2-0. Når vi så ikke kan få bolden ind over stregen, må vi tage til takke med et uafgjort resultat, selvom det heller ikke ville have været tilfredsstillende baseret på spil og chancer. Så det er simpelthen bare så hårdt at indkassere et mål til allersidst. Jeg føler, at OB stjæler tre point fra os, når de scorer 20 sekunder før tid, så jeg er meget skuffet lige nu, sagde Jesper Bech efter kampen.
- Vi spiller tålmodigt i dag. Det er ikke sprudlende og hurtigt spil, men vi holder god tålmodig og venter på at chancen byder sig. Så opstår rummene lige pludseligt, og der kommer vi frem til flere gode chancer. Desværre får vi ikke omsat chancerne til scoring, og det skal vi simpelthen med så mange chancer. Der er dog ikke langt fra succes til fiasko i fodbold, men den her kamp er en af de hårdeste, jeg har været med til, sagde Jesper Bech om nederlaget og ser frem mod næste kamp:
- Den bliver rigtig hård at komme over - den her kamp. Og næste kamp bliver bestemt ikke nem, da det er på udebane i Nordsjælland, som vi traditionelt har haft det svært mod. Men på den anden side spillede OB godt mod dem, da de var derovre i sidste runde. Og i dag spiller vi bedre end OB og overmatcher dem i lange perioder af kampen. Så hvis vi finder spillet frem fra i dag, tror jeg på, at der ligger point og venter på os i opgøret i Farum, sagde Bech og understreger, at det gælder om at glemme følelsen fra OB-kampen hurtigst muligt og så prøve at se fremad mod næste kamp:
- Det lyder nemmere, end det er, for det kræver virkelig hårdt arbejde. Men jeg er sikker på, at det nok skal lykkes, slutter en ærgerlig Jesper Bech, der trods alt ser lyst på de kommende kampe.
Skrevet af: Anders Christian Larsen
- Redigeret af: René Gade Mikkelsen