Nyheder


Ritter: Har et godt tag på AGF

Image

På lørdag fløjtes der op til et opgør af de helt store, når lokalrivalerne fra AGF kommer på besøg. Nicolaj Ritter ser frem til kampen med masser af optimisme.


Efter fem kampe uden point, hentede de rødblusede silkeborgensere sæsonens første uafgjorte resultat i sidste rundes opgør på MCH Arena mod FCM. En kamp, hvor Silkeborg med lidt mere held havde fået alle tre point. Ifølge SIFs talentfulde kantspiller, Nicolaj Ritter, er der masser at tage med fra kampen mod FCM, som gerne skulle hjælpe de røde til at få alle tre point i opgøret mod AGF:

- Jeg forventer, at vi bygger videre på den præstation, vi leverede i Herning i søndags. Her tænker jeg især på kampens sidste minutter, hvor jeg synes, at vi gør det godt og får lagt et tungt pres på FCM. Generelt har vi haft et godt tag på AGF, så det bliver en spændende kamp. Og det hjælper selvfølgelig, at vi spiller på vores hjemmebane, Mascot Park. Vi har ikke vundet på hjemmebane endnu i denne sæson, så vi skylder vores hjemmepublikum en sejr, siger Ritter og fortæller, at det ene point i Herning gav truppen masser af selvtillid:

- Både til træning, uden for træningen, og når vi mødes om morgenen, har man kunnet mærke en øget stemning af glæde og gejst, og det skal vi tage med videre i lørdagens opgør mod AGF. Vi ville selvfølgelig gerne have vundet i Herning, men det, at komme tilbage efter at været bagud og få en uafgjort, har givet os rigtig meget mentalt, siger han.

I sin tid i Silkeborg har Ritter både spillet på backen og kanten, og i indeværende sæson er det blevet til tre startpladser på venstreback-positionen – senest i kampen mod Randers i sjette spillerunde. I sidste kamp mod FC Midtjylland fik Ritter de sidste 19 minutter på banen som venstrekant, og om sin egen form siger han:

- Jeg synes, at jeg er i god form. Det er selvfølgelig Keld, der bestemmer, om jeg starter inde. Men om jeg spiller på backen eller kanten gør mig ikke så meget. Jeg befinder mig rigtig godt på holdet, så jeg elsker bare at spille fodbold i øjeblikket, slutter han.

Kom og støt Silkeborg og se, om Ritter scorer sit første sæsonmål, når kampen spilles lørdag eftermiddag. Kampstart er kl. 17:00 på Mascot Park.




Skrevet af: Anders Christian Larsen  - Redigeret af: René Gade Mikkelsen  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com