Solic: Mentalt overtag på FCM
Silkeborg drager til Herning for at møde FCM i Superligaens 7. spillerunde. Ingen af holdene har fået de ønskede point på kontoen indtil nu, men Silkeborg havde et godt tag på fusionsklubben i sidste sæson.
Efter et knebent nederlag til Randers i sidste rundes hjemmekamp, skal Silkeborg i næste runde rejse sig mod rivalerne fra vest – FCM.
- Jeg forventer, at det bliver en svær kamp i Herning. De er heller ikke kommet godt fra start i årets Superliga, så der er vigtige point på spil i kampen på søndag, fortæller Silkeborgs reservekeeper Josip Solic.
- Men vi havde et godt tag på Midtjylland i sidste sæson, hvor vi fik point i alle kampene mod dem. Det giver os et mentalt overtag mod dem, og det skal vi forsøge at udnytte, siger han.
Solic pointerer desuden, at Silkeborg, for at få succes i Herning, skal blive ved med at arbejde stenhårdt og tro på konceptet:
- Vi skal fortsætte med at spille vores boldbesiddende pasningsspil, hvor vi finder og udnytter de huller og mellemrum, der opstår mellem modstandernes kæder. Det er der, vi er farlige, og det er det, vi skal forbedre efter sidste rundes ærgerlige nederlag til Randers, siger han.
Solic spillede med reserveholdet, der tabte 1-0 i Aalborg i mandagens eftermiddagskamp, og på trods af nederlaget, og på trods af Superliga-mandskabets umiddelbare position som næstsidst i rækken, siger han, at truppen er fortrøtsningsfulde og ved godt mod:
- Vi ved godt, at starten ikke har været den bedste. Vi er derfor opsatte på, at gøre det godt mod Midtjylland. Jeg håber derfor, at mange af vores fans tager turen til Herning for at støtte os. For det hjælper, hvis man kan mærke, at fansene står bag én, slutter Josip, der igen på søndag indtager pladsen som kompetent gardering for Lasse Heinze.
Skrevet af: Anders Christian Larsen
- Redigeret af: René Gade Mikkelsen