Nye toner på Mascot Park
Stemning, vejrforhold, mediefokus, spilletidspunkt, underholdning, stadionpølser ... og indløbsmusik. Der er mange elementer rundt om fodboldoplevelsen på Mascot Park, og i morgen løber SIFerne ind til nye toner.
Der er brug for en kickstart på banen i morgen efter en lidt blandet sæsonstart, hvor spillet til tider har været helt oppe at ringe, men også i perioder har manglet skarphed. I morgen, når Randers FC kommer på besøg, er der under alle omstændigheder nye toner fra Mascot Parks højtaler-anlæg, for spillerne har valgt et nyt lydbillede til den prestige- og atmosfærefyldte indmarch:
- Vi synes, det er vigtigt, at lige dér, før kampen går i gang, og alle er helt fokuserede på den kamp, der skal til at spilles - der skal publikum og fansene på tribunerne også have en lidt storladen følelse i kroppen. Det må gerne være lige så man får kuldegysninger. Derfor har vi valgt et par klassikere, som vi selv kommer i den helt rette kampstemning af, og som vi samtidig tror, at børn, unge og ældre vil kunne tage til sig fra dag et - fordi det klassiske rocktoner, man kender, forklarer Silkeborgs indiskutable musikminister, Christopher Poulsen.
I formiddags blev musikvalget vedtaget med en fælles high-five på Søholt, og fremover vil det være til tonerne af Guns 'n' Roses og AC/DC, at Søhøjlandets rødhvide helte går på banen:
- Jeg synes, at Paradise City er den helt rigtige overskrift, når Silkeborgs superligahold går på banen. Introen, lyden og teksten i det nummer bringer én i ophøjet stemning - og så er Silkeborg jo bare lidt af et paradis at bo i. Så den kommer på lige inden, vi står klar. Når vi så begynder at gå ind på banen, ja, så får den hele armen, og det sørger AC/DC ... og forhåbentlig alle fansene for, at man kan høre. Indgangsmusikken skal ikke være den bløde mellemvare, der skal power på, ligesom vi også skal give os 100 procent, når vi selv spiller på Mascot Park foran hjemmebanepublikummet, siger Christopher Poulsen, der dog ikke vil ud med, præcis hvilken melodi med AC/DC, der bliver startskuddet fremover- for som han siger:
- Det skal silkeborgenserne da selv komme og opleve.
Superligaodbold og nye toner på Mascot Park i morgen. Kom og få en god start på weekenden!
Oprettet af: René Gade Mikkelsen