Nyheder


Reserverne tabte første kamp

Image

Trods den bedst tænkelige start på kampen med Tømrer-scoring allerede i det fjerde minut endte reservernes kamp mod Viborg med et ærgerligt nederlag på 3-1.


 

Stærke startopstillinger
SIF startede reserveholdsturneringen på BT´s Stadion (Bruunshåb Tardrup), som viste sig at være et smukt beliggende og ganske hyggeligt lille stadion med kun få regndråber fra oven. Koncentrationen kunne derfor holdes på det, der foregik på banen, hvor hele ni kontraktspillere var i startopstillingen for SIF. De to sidste var Jacob Vestergaard fra U19 truppen og prøvespilleren Jakob Wiezik.

Også Viborg kunne mønstre et godt mandskab, da alle skadesfri spillere var til rådighed på grund af den senere turneringsstart i Betsafe Ligaen. Navne som Mikkel Rask, Thomas Dalgaard, Ousmane Sarr og Jeff Mensah kunne derfor spottes hos hjemmeholdet, og også den nytilkomne – og forhenværende SIFer – Patrick Nielsen var med på pladsen venstre back.

SIF startede med Solic i målet og med Dennis Flinta, Jakob Vestergaard, Sune Kiilerich og Nicolaj Ritter i den bageste kæde. På midtbanen var det centralt Nicolaj Køhlert og Emil La Cour med Martin Svensson og Jeppe Illum på kanterne. Helt fremme lå Henrik Tømrer Pedersen med Jakub Wiezik lige bagved.

Hurtig føring

SIF sad fra første minut på kampen, og det gav sig udslag i et føringsmål allerede i det fjerde minut efter smukt opspil. Wiezik erobrer bolden og sender den videre til Svensson på højre fløj. Efter nogle træk smækker Svensson et fint indlæg indover, og foran mål kan Henrik Tømrer sætte pandebrasken på bolden, der sejler ind i fjerneste målhjørne.

Så var kampen for alvor i gang, og gæsterne fra Silkeborg fortsatte presset mod målet de næste 20 minutter, mens Viborg kun havde et spagt forsøg, som Solic og forsvaret i fællesskab fik klaret.

Mere Viborgspil

Efterhånden tog Viborg – eller de fik lov at tage - teten, og det blev til flere forsøg, som Solic i SIF-målet dog fik reddet i vanlig sikker stil. Blandt andet var Patrick Nielsen, efterhånden som kampen skred frem, en evig trussel for SIFs forsvar både med sine skud og med sine afleveringer til medspillerne.

Halvlegen sluttede af med en stor chance, der kunne have øget føringen til 0-2 inden pausen. Martin Svensson rykkede godt igennem det grønne forsvar og fik også rundet målmanden, men desværre havnede afslutningen i sidenettet.

Alt for hurtig scoring

Fra 2. halvlegs begyndelse var både Flinta og Ritter skiftet ud, og det var muligvis det, der gav lidt usikkerhed i de bageste rækker. I hvert fald resulterede en misforståelse mellem målmand og back i, at Thomas Dalgaard allerede i det tredje minut efter pausen kunne opsnappe bolden og udligne til 1-1.

Og Viborgs føringsmål faldt bare seks minutter efter. På et lidt tvivlsom frispark på kanten af feltet blev bolden sendt ind foran mål, hvor Solic udmærket får bokset væk, men bolden havner i forvirringen hos Viborgs Jeppe Grønning, der fyrer løs. I første omgang får Sune Kiilerich kastet sig på stregen og afværger – efterhånden en specialitet fra Kiilerich med redninger på stregen – men desværre opsnapper Grønning igen bolden og denne gang var der ingen forhindringer for bolden undervejs til netmaskerne.

Viborgdominans
Efter føringsmålet overtog hjemmeholdet stort set alt spil, og først, da uret rundede de 60 minutter, kom det første reelle forsøg fra SIFerne efter pausen. Det var Svensson, der brød igennem, og kort efter opstod muligheden igen for den hurtige kantspiller på energiske og netop indskiftede Mathias Barthels gode aflevering. Men den viborgensiske målmand sørgede for, at det ikke blev til et udlignende mål.

I stedet slog hjemmeholdet til kort efter og fik dermed lukket kampen. Efter et flot angreb havnede bolden hos Patrick Nielsen, der lagde en præcis aflevering til Ousmane Sarr, der helt fri kunne sende bolden forbi Josip Solic.

En drømmestart endte dermed som et mareridt for SIFerne, der nu må vente hele fem uger, inden chancen for at få point på tavlen igen er der. Næste kamp for reserveholdet er nemlig den 20. august, hvor AaB på deres anlæg på Hornevej i Aalborg tager imod kl. 15.00.

Mandag, den 16. juli 2012
Reserveholdsturneringen, Pulje Nord, 1. spillerunde
Viborg -
Silkeborg IF 3-1 (0-1)
Mål: 0-1 (4) Henrik Tømrer Pedersen, 1-1 (48) Thomas Dalgaard
, 2-1 (54) Jeppe Grønning, 3-1 (70) Ousmane Sarr

Josip Solic, Dennis Flinta (46: Oliver Madsen), Jacob Vestergaaard, Sune Kiilerich, Nicolaj Ritter (46: Jens Martin Gammelby), Nicolaj Køhlert, Martin Svensson (72: Zahib Khan Muhammad), Emil La Cour, Jeppe Illum, Jakub Wiezik (56: Mathias Barthel), Henrik Tømrer Pedersen


1 Svenne oplæg til 0-1.JPG
Martin Svensson går forbi Jeppe Grønning på kanten og lægger indover som optakt til 0-1

2 Tømrer har headet 0-1.JPG
Viborgforsvaret kan intet gøre - Henrik Tømrers hovedstød er i nettet til 0-1

3 Josip frygtløs, Sune, Dalgaard.JPG
Josip Solic har frygtløst kastet sig ned i fødderne på Viborgs Thomas Dalgaard og sin egen Sune Kiilerich og får afværget

4 Jakub og Mikkel Rask.JPG
Jakub Wiezik i infight medMikkel Rask

5 Patrick og Svenne.JPG
To tidligere klubkammerater i kamp om bolden, Patrick Nielsen og Martin Svensson

6 Emil med to modstandere.JPG
Emil La Cour med to modspillere

7 Josip.JPG
Josip Solic har hånd på bolden.......

8 Barthel og  Jeppe Grønning.JPG
Mathias Barthel og Viborgs Jeppe Grønning

Foto: Ulla Myrhøj













Skrevet af: Ulla Myrhøj (frivillig)

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com