Nyheder


Jyske Bank udvider samarbejdet med SIF

SIFs samarbejde med Jyske Bank bliver nu udbygget endnu engang, idet Silkeborg-banken har købt Superligaholdets buksereklame-plads frem til d. 31/12 2013. Trænerteamet og reserveholdet er også inkluderet i aftalen.


Det mangeårige samarbejde mellem to af Silkeborgs flagskibe, Silkeborg IF og Jyske Bank, bliver nu yderligere synliggjort. Det næste halvandet år vil Jyske Banks logo pryde bukserne på Silkeborg IFs Superligatrup, og på den måde vil det eksisterende samarbejde blive eksponeret på de danske stadions såvel som hjemme på TV-skærmene. Aftalen vil desuden omfatte cheftræner Keld Bordinggaard og resten af klubbens trænerteam, ligesom også reserveholdet vil spille med Jyske Bank på bukserne.

Jyske Bank er yderst tilfreds med atter at kunne udbygge samarbejdet med Superligaklubben:

- Silkeborg IF er en af regionens absolutte fyrtårne, der er med til at sætte Silkeborg på landkortet som et attraktivt sted at leve og drive forretning – og Jyske Bank har i mere end 20 år været uafbrudt sponsor i klubben. Derfor er vi også meget tilfredse med, at det gode samarbejde fremover vil give endnu mere værdi for begge parter gennem den nye aftale, forklarer Per Raaby, der er afdelingsdirektør i Jyske Bank – Vestergade, i Silkeborg.

Hos direktionen i Silkeborg IF er der ligeledes tilfredshed med, at samarbejdet med Jyske Bank nu udvides:

- Det glæder os, at båndene mellem Jyske Bank og Silkeborg IF igen bliver stærkere, da vi har haft et tæt og succesfuldt samarbejde igennem rigtig mange år efterhånden. Silkeborg IF og Jyske Bank har begge ambitioner udover byens, og ja sågar landets grænser, og derfor er parløbet interessant for begge parter, siger adm. direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen.

Den nye aftale gælder i halvlandet år – fra d. 1/7 2012 til og med den 31/12 2013 –  og er derfor en væsentlig tilføjelse til det eksisterende og mangeårige samarbejde. Jyske Bank er i forvejen TopPartner i Silkeborg IF.

Billederne af Jesper Bech og Adeola Runsewe i kamp for Silkeborg IF med Jyske Bank på bukserne kan anvendes frit både online og til tryk ved kreditering af fotograf Ulla Myrhøj. Klik på de to links nedenfor - og hent dem i fuld opløsning.

Kampbillede af Jesper Bech med Jyske Bank på bukserne
Kampbillede af Adeola Runsewe med Jyske Bank på bukserne

Bech JB 700.JPG

Runsewe JB 700.jpg




Oprettet af: René Gade Mikkelsen 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com