Nyheder


Pourié tror på god Superligastart

Image

Trods blandede resultater i træningskampene er Silkeborgs spydspids, Marvin Pourié, helt klar og optimistisk på holdets vegne inden søndagens sæsonpremiere ude mod Esbjerg.


Efter en kort, men begivenhedsrig opstart med ny cheftræner og nye spillere, er det igen alvor for Silkeborgs Superligamandskab. Det er nu, at holdet igen skal måle sig med landets bedste fodboldklubber, når Superligaen sparkes i gang.

For Silkeborgs vedkommende sker det på søndag, når holdet gæster oprykkerne fra Esbjerg på deres hjemmebane, Blue Water Arena. Og Silkeborgs tyske hurtigløber, Marvin Pourié, har da også respekt for Esbjerg trods deres oprykkerstatus:

- Esbjerg er en god klub, som jeg har stor respekt for. De har et flot stadion, og der kommer forhåbentlig mange mennesker til kampen. Så jeg tror, det bliver en hård kamp. Men vi er ikke bange eller nervøse for at komme i gang. Tværtimod glæder vi os alle sammen rigtigt meget, siger Marvin og understreger, at holdet er i god form og helt klar til sæsonstarten.

Op til sæsonstarten har Silkeborg spillet tre træningskampe mod modstandere fra både ind- og udland. Det er blevet til to nederlag og et uafgjort resultat. På papiret ikke den bedste opstart, men det bekymrer ikke den unge angriber:

- Selvfølgelig ville vi gerne have haft bedre resultater i træningskampene. Men vi brugte dem fornuftigt til både at justere vores spilkoncept med en ny træner og til at få nogle meter i benene. Og træningskampene spilles jo for at træne og øve sig. Så vi er ikke  bekymrede over resultaterne. Dem må man ikke lægge for meget i. Vi er helt klar til sæsonstarten på søndag, siger han og forklarer, hvordan Silkeborg får point med hjem fra Esbjerg:

- Vi skal forsøge at spille vores eget spil. Vi skal være tålmodige og vente på, at chancen byder sig. Hvis vi holder os til vores spilkoncept og flytter os for hinanden, er jeg sikker på, at vi får point i kampen.

Tyske Pourié kom til Silkeborg fra Bundesligaklubben Schalke 04. Trods en svær første tid i Danmark brød angriberen alligevel igennem med 9 mål i sidste sæson.  Og selvom det ikke er blevet til mål i træningskampene, har Pourié vist stigende styrke til træning. Og står det til ham, fortsætter den gode form ind i den nye sæson:

 - Jeg føler mig klar. Jeg sluttede godt af i sidste sæson, og jeg går derfor ind til den kommende med sæson med masser af gejst og vilje. Jeg har det godt i Silkeborg. Jeg vil rigtigt gerne score en masse mål, og jeg vil rigtigt gerne hjælpe mine holdkammerater. Jeg synes, at vi er et hold med masser af talent, så jeg tror faktisk godt, at vi kunne gå hen og blive sæsonens positive overraskelse, slutter han.


Skrevet af: Anders Christian Larsen 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com