Nyheder


Kent Madsen - Udenfor sæsonen

Image

Silkeborg IF Invests adm. direktør, Kent Madsen, runder den forgangne sæson af og ser frem mod den kommende, der bliver med en ny cheftræner ved roret.


Superligasæsonen 2011/12 er vel overstået, og overordnet set er vi godt tilfredse med 8. pladsen, der betød, at vi nu tre sæsoner i træk har opnået en solid midterplacering. Pudsigt nok med samme antal point i alle tre sæsoner - nemlig 43 - det må vi forsøge at gøre endnu bedre i næste sæson.

Det er dog lidt skuffende, at vi ikke kunne fastholde placeringen i den bedste halvdel, som vi 'ejede' stort set hele foråret, men satte over styr i de sidste kampe.

Før vi ser frem mod den kommende sæson, skal der lyde et stort tillykke til FC Nordsjælland for en rigtig flot sæson, der sikrede dem det danske mesterskab. Også et stort tillykke til pokalvinderne, FC København, der udover pokal-sejren, også var tæt på at snuppe guldet for fjerde år i træk.

Vores egne forberedelser til den kommende sæson er i fuld gang, og spillertruppen møder ind til træning allerede den 14. juni. Det er så vigtigt at komme godt i gang, så vi har valgt at starte træningen lidt tidligere i år. Håbet er at få en bedre sæsonstart, end vi har haft de seneste to sæsoner, hvor vi skulle en 8-9 kampe hen, før resultaterne kom.

Når spillerne igen møder ind, møder de en ny cheftræner, da vi efter sæsonafslutningen valgte at lade Troels Bech skifte til OB. Det gjorde vi blandt andet af respekt for Troels´ eget ønske. Han har gjort et flot stykke arbejde for os gennem 3½ år, og derfor ville vi ikke stå i vejen for hans ønske om at prøve noget nyt. Samtidig fik vi en fornuftig skilling fra OB for at lade ham skifte. Og det var et skifte, der ikke mindst var muligt, fordi vi i Keld Bordinggaard havde en kvalificeret afløser klar i kulissen. Vi skilles derfor som de bedste venner, og vi ønsker Troels og OB alt det bedste – naturligvis med undtagelse af de tre gange om året, hvor vores to hold skal møde hinanden.

Nu ser vi meget frem til samarbejdet med Keld, der, ligesom Troels og vores nyudnævnte sportschef Peder Knudsen, var med i den trup, der vandt guld til Silkeborg i 1994. Kelds fodboldfilosofi ligger meget tæt op af den, vi har praktiseret under Troels, og jeg føler mig overbevist om, at Silkeborg IF går en succesrig fremtid i møde med den nye sportslige ledelse.

Med baggrund i den kompensation vi fik fra OB, kunne vi opjustere forventningerne til vores samlede årsresultat, således at vi nu forventer et overskud på 0-4 mio. kroner og dermed sorte tal i regnskabet for tredje år i træk. Det er en afgørende del at vores strategi, at vi vil skabe en bæredygtig fodboldøkonomi, og selvom det er et langt sejt træk, føler jeg, at vi er på rette vej.

På den sportslige side arbejder vi i disse uger på at finde forstærkninger til spillertruppen, efter vi for nyligt tog afsked med Sebastien Moneron, Sebastian Sværd og Kaimar Saag. Vi har en række nye emner i spil, og jeg forventer, at vi får i hvert fald to nye spillere ind – og forhåbentligt allerede med virkning fra træningsopstarten den 14. juni.

Jeg ønsker alle vores samarbejdspartnere og tilhængere en god sommer og ser frem til at møde jer kampberedte på Mascot Park, når den nye sæson går i gang.

Superligaen starter igen den 13. juli – så det er lige om lidt.

Med venlig hilsen Kent Madsen



Oprettet af: Peter Krogsøe  - Redigeret af: Anders Madsen  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com