Nyheder


Zahib Khan Mohammad forlænger

Image

Silkeborg IF Invest A/S har forlænget ungdomskontrakten med den talentfulde U19-spiller Zahib Khan Mohammad, der var med i Superligaens første træningskamp mod Helsingborg.


Der er plads til - og brug for - mange unge spillere fra Silkeborg Fodbold College. Det er den nuværende Superligatrup bevis på, og nu er der måske endnu en ung spiller på vej til livet som professionel fodboldspiller.

U19-spilleren Zahib Khan Mohammad, der for nyligt var hurtigst blandt alle SIFere i den fysiske test for ungdomsholdene, har netop forlænget sin kontrakt med det klare mål, at det næste år skal banen vejen til Superligaholdet. Den hurtige kantspiller siger selv om forlængelsen:

- Mit mål første gang jeg kom til klubben var, at jeg skulle have forlænget min kontrakt og bevise, at jeg er den rigtige mand at satse på. Jeg synes, at det er gået forrygende siden da - allerede i min første kamp scorede jeg mit første mål. Derudover har jeg en træner, der virkeligt tror på mig, og hjælper mig på og udenfor banen. Det har betydet meget for mig. Efterfølgende har jeg spillet Reserveholdskampe, og for nylig har jeg været med Superligaholdet til Helsingborg. Men målet er ikke opnået endnu, for der er lang vej, men jeg er tilfreds med forløbet fra starten og indtil nu, lyder det fra Zahib Khan Mohammad.

Talentchef i Silkeborg IF, Jesper Stüker, siger om kantspilleren:

- Zahib Khan Mohammad er en spiller med en særlig spidskompetence i kraft af hans enorme fart. Hvis han og spillerne omkring ham lærer at udnytte dette optimalt, vil det være en trussel på alle niveauer. Nu har vi sammen et år mere til at bygge flere sten på. Zahib har været her et år, og han har haft store fremskridt især i forhold til sin personlige udvikling. Han har fået bedre og bedre styr på skole og dagligdag, og det har også forplantet sig til et større udbytte på fodboldbanen. Samtidig er Zahib en super fyr, som er god til at skabe et positivt miljø omkring ham. Han har stadig nogle aspekter i sit spil, som skal forbedres, men han står med gode kort på hånden til at få dette bygget på, lyder vurderingen fra Jesper Stüker.







Oprettet af: Jacob Tind 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com