Poulsen nød duellerne med Rommedahl
Christopher Poulsen var i går oppe imod en af landets største fodboldprofiler, Dennis Rommedahl. Det blev til mange direkte dueller, som Christopher Poulsen havde det rigtig godt med.
Kampene i kampen bliver de ofte kaldt. De direkte dueller mellem to spillere, der spiller over for hinanden. I går spillede Silkeborgs Christopher Poulsen over for Brøndbys Dennis Rommedahl, og Poulsen selv var ganske tilfreds med sin indsats efter kampen:
- Jeg synes, det gik fint i dag. Jeg synes, jeg havde styr på Rommedahl ude på kanten og kom okay frem til nogle gode muligheder. Jeg fik lagt nogle gode bolde ind over, så jeg synes, det var okay, sagde Poulsen, der nød den udfordring der lå i at spille over for Dennis Rommedahl:
- Han er jo en rigtig god spiller, og han er stadigvæk hurtig. Men jeg nød de dueller, vi havde. Jeg synes, det var fedt. Han er måske lige en my hurtigere, end jeg er, men til gengæld er jeg stærkere på kroppen, end han er. Så vi havde nogle fine dueller i dag, og jeg synes, jeg løste min opgave fint.
Om kampen helt overordnet lagde Poulsen ikke skjul på, at han synes, holdet spillede til meget mere end et nederlag:
- Jamen jeg synes helt klart, vi spillede til mere end det her. Vi spillede fantastisk i dag. Vi spillede jo rundt om dem, fandt mellemrummene, og de kunne ikke stoppe os. Og så havde vi måske en tre-fire kæmpechancer, hvor vi skulle have puttet den ind. Så havde det jo været lidt noget andet at stå her, forklarede Poulsen, der glædede sig over, at holdet på ingen måde faldt fra hinanden, når Brøndby gav dem modgang:
- Vi har en god struktur på holdet, og vi har en god base, som vi går tilbage til, når vi mærker, at det begynder at blive lidt presset for os. Og det lykkedes også i dag. Og igen – så åbnede vi rigtig godt op for dem i dag, så det er virkelig ærgerligt, at det ikke førte point med sig.
Vi spillede jo bedre i dag, end vi gjorde hjemme mod OB. Det er der ingen tvivl om. Så vi tager imod Horsens på søndag med en stor tro på, at vi kan få et godt resultat. For det er klart, at den kamp på søndag, det bliver lidt af en finale. Og den føler jeg, vi er godt rustet til, sagde Christopher Poulsen.
Oprettet af: Peter Krogsøe