Nyheder


Troels Bech: Vi var igen tæt på

Image

Sæsonmålene blev nået, men derfor var Troels Bech alligevel ærgerlig efter nederlaget, der i går betød en 8.plads for Silkeborg. Men skuffelsen skyldes, at holdet har spillet til mere, sagde Troels Bech efter kampen.


Det er noget pudsigt noget, sagde Troels Bech efter kampen i går. Silkeborg stod for tredje år i træk med 43 point, og selvom det sidste år var nok til en flot femteplads, måtte Troels Bech og holdet i går tage til takke med 8.pladsen. Et resultat som klubben, ifølge Bech, havde sagt ja tak til inden sæsonen, men som på baggrund af mange gode præstationer, kunne have ført til mere og derfor blev lidt skuffende:

- Jeg synes, det var lige ved og næsten, og derfor bliver man lidt skuffet. Kampen som sådan bliver vel næsten et billede på sæsonen; at vi kan nu tage i Parken og i lange perioder – synes jeg – dominere imod det regerende mesterhold og skabe chancer nok til at vinde kampen. Det er et godt tegn. Men når vi nu – især i den seneste periode på fem-seks uger – endte med at brænde alt for mange chancer, så bliver det ved en fornemmelse af lige-ved-og-næsten. I Brøndby havde vi rigtig mange chancer og tabte. Det havde vi også hjemme mod Horsens, og det samme kan jeg sige om kampen mod SønderjyskE forleden dag.

Så er det ikke en enlig svale, men en tendens, og det er den, der gør, at vi er lidt ærgerlige, selvom vi faktisk har opnået vores sæsonmål og undervejs også nogle af vores proces-mål. Men `lige ved og næsten´ bliver altid lidt skuffende.

Et godkendt resultat, men…
Og det var, ifølge Bech, lige præcis det faktum, at holdet mange gange har været tæt på mere, der gør, at både spillerne og han selv kan tillade sig at være lidt skuffede, selvom klubbens oprindelige sæsonmål blev nået:

- Vi opnåede vores sæsonmål om at blive i Superligaen, men vi har undervejs rakt ud efter betydeligt mere. For en måned siden var vi for eksempel stadig et fair bud på medaljer. Og det er jo i sig selv godt at have overgået de forventninger, men når man så slutter af med `lige-ved-og-næsten´, når man tænker på de muligheder, vi har haft for faktisk at opnå et fantastisk sæsonresultat, så er det altså ærgerligt og skuffende, sagde Bech og så tilbage på de oprindelige forventninger:

- Havde du spurgt vores klub for 11 måneder siden, om vi kunne leve med en 8.plads på det tidspunkt, så ville vi nok have været parat til at sige, jo, det kunne vi godt. Hvis du havde spurgt, om vi kunne leve med den måde, vi har spillet vores kampe på, havde vi også sagt ja. Men når vi så alligevel er så tæt på at få meget mere ud af det, så er det selvfølgelig ærgerligt og skuffende. Trods alt.



Oprettet af: Peter Krogsøe 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com