Nyheder


Tallene Taler: Silkeborg-FCK

Silkeborg møder onsdag FC København i Parken i en kamp, hvor FCK skal bruge en sejr for at holde liv i mesterskabsdrømmen. Silkeborg skal mindst have uafgjort for at ende i den bedste halvdel af tabellen.


Sæsonen har budt på lidt af hvert for begge aktører i Parken. Efter en ærgerlig sæsonstart med fem skuffende point i de første otte kampe, kæmpede Silkeborg sig flot op igennem tabellen og overvintrede på sjettepladsen. Med den placering kunne det blive både fugl eller fisk. Risikoen for nedrykning, om end lille, var til stede, men chancen for europæisk deltagelse var der også, helt ind til andensidste spillerunde.

Før kampen mod de forsvarende danske mestre, FC København, er Silkeborg blot et enkelt point fra sjettepladsen i Superligaen. Den som giver en ekstra hjemmekamp til næste sæson samt en øget andel af tv-pengene. Omvendt skal københavnerne bruge en sejr, hvis de skal have en chance for at hente sensationelle FC Nordsjælland, der er to point foran FCK inden sidste spillerunde.

Det bliver Superligakamp nummer 54 mellem klubberne, nummer 26 i Parken. FCK har vundet 21 af de samlede kampe, mens Silkeborg har vundet 11 gange, hvoraf de tre sejre har været i Parken – 21 gange er kampene endt uafgjort. To af Silkeborgs sejre i Parken er kommet i netop maj måned, 2-3 i 2006 og 0-1 i 2005 – ja, faktisk har Silkeborg ikke tabt til FCK i maj måned siden 1997.

I starten af sæsonen tabte Silkeborg 2-1 i Parken, mens man spillede uafgjort 0-0 på Mascot Park i marts foran et talstærkt og godt underholdt hjemmepublikum. FCKs César Santin scorede sit fjerde mål i otte kampe mod Silkeborg i 2-1-nederlaget, men Silkeborg-forsvaret skal absolut også være opmærksomme på Superligaens suveræne topscorer, Dame N’Doye, der hidtil har scoret to gange i syv kampe mod Silkeborg.

Københavnerne spiller for guld, men FCK har ikke vundet en eneste af de seneste fire kampe. Der er altså maksimalt pres på den københavnske mesterklub, der allerede har budgetteret med et mesterskab.

Alt efter udfaldet af onsdagens kampe, kan det blive en af de væsentligste kampe i dansk klubfodboldhistorie … og så er det samtidig sidste chance for Superligafodbold indtil næste sæson. Det går løs i morgen i Parken, og det er fra kl. 20.00.




Oprettet af: Anders Madsen 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com