Nyheder


Mikkelsen: Lige kamp, ærgerligt resultat

Image

Silkeborgs Jesper Mikkelsen var efter kampen mod AaB ærgerlig over resultatet på kampen. Boldomgangen og angrebene var nogle af de ting, han så, der ikke rigtigt fungerede.


Det var en ærgerlig Jesper Mikkelsen, der kom ud af omklædningsrummet på Nordjyske Arena i Aalborg. Og med god grund, for SIF havde lige indkasseret et nederlag efter en ellers pæn række på fire ubesejrede kampe, hvoraf man netop havde vundet over rivalerne fra AGF.

- Jeg synes, vi spillede lige op med dem i lang tid indtil deres mål. Vi havde egentligt godt styr på dem, men det var bare ærgerligt, at det skulle blive sådan et træf fra 25 meters afstand, der skulle vende det.

Mikkelsen, der spillede hele kampen i midterforsvaret, kunne se AaB’erne blive mere kontrollerende efter scoringen til 1-1 og især i anden halvleg:

- I anden halvleg bliver vi mere presset – deres spil begyndte at fungere bedre end vores, må vi desværre erkende. Selvom AaB er et godt hold, så mener jeg, at det er et hold, vi skal spille lige op med. Vores præstation var ikke så god, som den burde være – vi var lidt dårligere i vores boldomgang, og det blev sådan lidt febrilsk. Jeg tror, vi blev for direkte, hvor vi måske skulle have taget os bedre tid til vores angreb.

På trods af tre profiler, der måtte udskiftes i løbet af kampen, så var der dog lyspunkter i en lige match, som Jesper Mikkelsen selv pointerer:

- Vi havde både Marvins overliggerskud, Holst, som kom igennem deres forsvar, og Ritter kom ind og gjorde det fint, så jeg synes, at det var en lige kamp. Men det er næsten alle vores kampe – der er ikke mange hold, vi er underlegne.




Oprettet af: Simon Iversen  - Redigeret af: René Gade Mikkelsen  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com