Risgård: Flot at vi holdt den hjem
Det var hårdt for Kasper Risgård at sidde udenfor i den sidste del af kampen. Det forklarede midtbanespilleren efter kampen, der i de sidste minutter blev mere spændende, end han brød sig om.
Silkeborgs midtbanespiller, Kasper Risgård, havde en smule svært ved at sidde udenfor i afslutningen af gårsdagens kamp, hvor AGFs Peter Graulund viste sit format og bragte sit hold tilbage i kampen. Det blev lidt for spændende, sagde Risgård, der var imponeret over Graulunds evner som målscorer:
- Ja for søren. Det værste var nærmest at sidde udenfor i sådan en periode. Når Graulund får chancen og banker den op i trekanten – det er jo imponerende. Så bliver man selvfølgelig lidt nervøs for, om han kan nå at gøre det igen. Men drengene kæmpede rigtig flot, og vi holdt den hjem, så det var dejligt, sagde midtbanespilleren, der så dagens sejr som en dejlig gave til fansene og byen:
- Det var en rigtig rigtig dejlig sejr. Og jeg tror da også, det var dejligt for fansene og for byen at vinde sådan en kamp her. Man kan jo nok ikke komme uden om, at en sejr over AGF betyder lidt ekstra for de fleste Silkeborg-fans.
Og jeg synes egentlig, det er meget fortjent, at vi vandt. Vi var det bedste hold i dag. De skabte ikke specielt meget, og vi havde nok et lille overtag – især i første halvleg og begyndelsen af anden halvleg. Og det blev heldigvis belønnet.
Kasper Risgård havde selv mange gode aktioner i dagens kamp, og stod ikke mindst for et assist og en masse flotte indlæg. Efter kampen kunne Risgård dog ikke lade være med at ærgre sig over, at hans sidste forsøg, før han blev skiftet ud, ikke gik ind:
- Jeg synes, at jeg gjorde det fornuftigt i dag. Lige på nær den sidste afslutning som hopper lidt irriterende – ja, ikke at det skal være en undskyldning for ikke at sparke den ind – men det havde da været lidt nemmere at se det sidste af kampen, hvis jeg lige havde fået den i kassen, sagde Risgård, der blev skiftet ud med fem minutter tilbage, og derfor måtte se den spændende afslutning fra sidelinjen. Nu ser midtbanespilleren frem til at slappe lidt af før næste kamp, der spilles allerede på søndag.
Oprettet af: Peter Krogsøe