8600 på Mascot Park
Under titlen ’8600 på Mascot Park’ arbejder en gruppe af erhvervsfolk i Silkeborg på at gøre SIF’s opgør mod AC Horsens 6. maj til en publikumstræffer.
Søndag 6. maj mødes Silkeborg IF og AC Horsens til
Superligakamp på Mascot Park i Silkeborg. Opgøret mellem de to jyske
provinsbyer lever sit stilfærdige liv i skyggen af mere potente klassikere i
dansk fodbold, men det vil en gruppe af erhvervsfolk i Silkeborg lave om på.
Under overskriften '8600 på Mascot Park' er arbejdsgruppen i gang med at skabe
liv og opmærksomhed omkring kampen, så tilskuere fra både Silkeborg og Horsens
vil strømme til.
- Vi mener det alvorligt, når vi kalder initiativet for '8600 på Mascot Park'. Selvfølgelig er det en henvisning til Silkeborgs
postnummer, men det er også udtryk for det tilskuermæssige ambitionsniveau. Det
kunne være rigtig sjovt at samle mellem 8000 og 9000 tilskuere til
Horsens-kampen, og heldigvis ser det jo lige nu ud til, at der står en masse på
spil, så det i sig selv vil trække folk på stadion, siger initiativtager til '8600
på Mascot Park' og ansvarlig for faninitiativer i Erhvervsgruppen i Silkeborg
IF, Eyvind Arentoft.
Arbejdsgruppen er i gang med en række initiativer, der skal
hype kampen både i gadebilledet i de to byer og i de lokale medier. Således
står Late Night i Silkeborg torsdag 3. maj – tre dage før kampen – i fodboldens
tegn. På storskærm på Torvet vises Silkeborgs udekamp mod Brøndby, der spilles
samme aften, og en række aktiviteter i butikker og gader vil gøre opmærksom på
kampen. Fanklubberne i de to byer er involveret i forskellige aktiviteter i
forbindelse med kampen, der også vil byde på forskellige underholdende indslag.
Ud over Eyvind Arentoft sidder også den tidligere
Superliga-anfører Steven Lustü i arbejdsgruppen sammen med Lars Boldsen, Claus
Ruggaard, Handel Silkeborg-chef Claus Broe og Niels Frydenlund.
- Fodbold på Mascot Park er en oplevelse, mange flere bør
have del i, mener vi. Med '8600 på Mascot Park' forsøger vi at gøre opmærksom
på, at der søndag 6. maj spilles en både vigtig og spændende kamp mellem to
jyske næsten-naboer, og vi håber at rigtig mange både fra Silkeborg og Horsens
vil komme og se kampen, siger Eyvind Arentoft.
Bliv opdateret om ’8600 på Mascot Park’ på silkeborgif.com og på http://www.facebook.com/#!/Silkeborgifinvest
En god kontakt til grafisk designer Ronni Jonassen, indehaver af reklame- og designbureauet, www.rojo.dk, har givet initiativet et opsigtsvækkede og dynamisk kendemærke i form af det flotte logodesign, som er vist nedenfor. Der er tænkt den mulighed ind i logoet, at det kan anvendes i flere variationer - enten uden en modstanderklub eller med en anden end Horsens ved et fremtidigt lignende arrangement. Rojo.dk har leveret logoet som en gave til Silkeborg IF - ligesom det også er tilfældet med erhversgruppens omfattende arbejde for at kunne gøre visionen til virkelighed.
Oprettet af: René Gade Mikkelsen