SIF, nu med landsholdsanfører
En stolt Daniel A. Pedersen var i dag anfører og fik fuld spilletid, da det danske U20-landshold tabte 3-1 til Italien. Også Jeppe Illum og Nicolaj Ritter spillede i kampen.
Hele tre Silkeborgspillere var med, da Danmarks U20-landshold klokken 11 i dag var oppe imod et fysisk- og gennembrudsstærkt italiensk U20-landshold, som var lige en tand skarpere end de unge danskere. Danmark tabte 3-1, men Silkeborgs unge midtbane- og forsvarsspiller, Daniel A. Pedersen, var godt tilfreds med det danske holds indsats. Et dansk hold, der ud over Daniel, også havde Jeppe Illum og Nicolaj Ritter på banen:
- Jeg synes, det gik godt. Jeg startede på højre back, men blev ret hurtigt rykket op på midtbanen, hvor jeg spillede resten af kampen.
Vi tabte godt nok 3-1, men jeg synes, at vi godt kunne have fået mere ud af det.
De fik to mål på langskud i første halvleg, og så fik de et mål på kontra i anden halvleg. Men vi havde også gode muligheder for at få en uafgjort og ramte f.eks. stolpen, da de var foran 2-0, sagde Daniel A. Pedersen, der beskrev italienerne som et hurtigt og fysisk godt hold:
- De havde nogle hurtige folk på kanterne og i angrebet, så de var gode til at lave de dybdeløb, som var farlige. Og så var det et fysisk godt hold. Men vi spillede også en fin kamp. Vi skulle godt nok lige i gang, og de første 15 minutter var vi ikke helt med, men efter det synes jeg, vi var rigtig godt med, og vi sad egentlig ganske godt på kampen.
Landsholdsanfører for første gang
For Daniel A. Pedersen fik landskampen en ekstra betydning, da den unge spiller blev udnævnt som anfører i det, der kun var hans femte landskamp. Det var med til at gøre kampen til en ekstra god oplevelse for Pedersen:
- Ja, helt sikkert. Det var en rigtig godt oplevelse. Det var dejligt at spille for landsholdet igen. Og så var det selvfølgelig fedt at være anfører for første gang for landsholdet. Det var lidt specielt. Vi fik at vide i går, da vi fik holdopstillingen, at jeg skulle være anfører. Det var jo kun min femte landskamp, så det var fedt, sagde en stolt Daniel A. Pedersen, der ellers havde ros til Jeppe Illum og Nicolaj Ritter, der begge blev skiftet ind et stykke inde i anden halvleg:
- Jeg synes, de kom ind og gjorde det godt. De havde god dynamik og kæmpede for tingene. Der var en god periode, hvor vi var på vej fremad, og det hjalp de jo også med. Vi jagtede det udlignende mål, og Illum var tæt på at score, og Ritter fik skabt nogle gode ting på kanten, forklarede Pedersen.
Du kan se hele den danske trup på DBUs
hjemmeside.
Kampfakta (sådan cirka)
1-0 - Ung italiener scorer på langskud
2-0 - Ung italiener scorer også på langskud
2-1 – Mikkel Agger scorer for Danmark inden pausen.
3-1 – Ung italiener scorer på straffe
Oprettet af: Peter Krogsøe
- Redigeret af: Ulla Myrhøj