Tallene taler: Silkeborg – FC København
På søndag klokken 16 fløjtes kampen i gang, og SIF har faktisk en lille statistisk fordel af at skulle spille kampen i Silkeborg, hvor SIF har vundet otte opgør mod FCKs syv sejre.
I alt er der blevet spillet 52 Superligakampe mellem de to hold, og samlet set fører FCK suverænt den indbyrdes strid, men ser man bort fra de meget svære opgør på Danmarks nationalstadion, har SIF som sagt et lille overtag. Der er spillet 27 Superligakampe mellem SIF og FCK i Silkeborg, og foruden at have vundet flest kampe, har SIF også scoret flere mål – 45 mod 37 fra københavnernes side.
12 kampe er endt uafgjort mellem de to hold, men chancen for en gentagelse deraf synes lille eftersom man skal helt tilbage til 2004 for at finde et uafgjort resultat i Silkeborg, hvor det blev 2-2. Paradoksalt nok var der blot en enkelt nuværende SIF’er med i det opgør – Jesper Bech, der dengang var iført løvedragt.
Sidste gang de to mandskaber mødtes i Silkeborg, var tilbage i oktober 2010, dengang var københavnerne sejrsvante og vandt da også overbevisende 3-0. Før det vandt SIF 2-0 på mål af blandt andre Christian Holst, der nok brænder for at gentage bedriften, eftersom han noget uvant endnu ikke har fundet vej til netmaskerne efter vinterpausen.
I den anden ende er der vidst ikke meget tvivl om, at de to spillere, der skal holdes ekstra godt fat i, er Superligaens to topscorere; Dame N’Doye og César Santin. Begge spillere kom på tavlen da FCK vandt 2-1 over SIF i Parken i efteråret, og særligt Santin plejer at være en trussel for Silkeborg-forsvaret – således har han tidligere scoret hele fire gange mod SIF.
Der er lagt op til et brag af en kamp, hvor SIF skal holde tungen lige i munden for at beholde den flotte hjemmebanestatistik mod FCK. Vi ses på søndag.
Oprettet af: Anders Madsen
- Redigeret af: René Gade Mikkelsen