Bech: En kamp vi fint kan stå inde for
SIFerne fik en masse meter i benene, spillet en god gang sammenhængende fodbold og slap for skader. Det var de tre vigtigste parametre for Troels Bech både før og efter dagens 5-0 sejr.
For tredje træningskamp i træk var der for alvor gang i målscoringen hos Silkeborg IFs Superligaspillere, da Viborg fra 1. Division blev klapset med overbevisende 0-5 på eget kunstgræs.
Desuden blev nullet holdt, hvad der havde været et af problemerne i de første to testkampe, så der var positive miner i SIF-lejren efter kampen:
- Vi har tre faste punkter, der helst skal opfyldes i en god træningskamp: Vi fik løbet og lagt lidt på fysikken, vi fik spillet noget ordentlig og sammenhængende fodbold, som jeg synes vi kan stå inde for. Og vi fik ikke nogen skader. At vi så slutter lidt fladt og i anden halvleg falder en smule i niveau og forsvarer os dårligere, det ridser lidt i lakken, men grundlæggende er jeg tilfreds med præstationen, resultatet og det spillemæssige niveau, sagde Troels Bech efter kampen og svarede på et par ekstra spørgsmål, inden det gik hjemover:
Var noget bedre end sidst?
- Ja, men vi træner også hver dag, og det bliver vi forhåbentlig bedre af. Derfor skal niveauet gerne stige fortsat de næste par uger.
Hvordan er jeres fysiske form. Kunne man se noget på spillet?
- Jeg synes den er tilstrækkelig god for tidspunktet. Vi har også testet dem her i løbet af ugen, og det ser ud som om de er i en tilpas god form til, at de når at blive helt klar inden sæsonen.
Er der noget særligt der skal øves frem mod næste træningskamp mod Randers på mandag?
- Nu har vi jo ikke mange træningspas inden, så det bliver ikke en forandring, men en fortsættelse af det, vi går og laver. Vi kigger lidt på, hvordan vi forbereder os på at modtage de andres kontraer, og hvordan vi spiller os ud af forskellige typer pres, modstanderne putter os under. Og det kan vi også bruge kampen på mandag til. Derudover har vi jo to kampe på mandag, så hele truppen kommer i spil, slutter cheftræner Troels Bech.
På mandag spiller Superligaholdet mod Randers FC på Søholt kl. 12.00, og umiddelbart efter spiller de to klubbers reservehold mod hinanden, så alle SIF-truppens spillere får masser af spilletid.
Oprettet af: Peter Krogsøe
- Redigeret af: René Gade Mikkelsen