Nyheder


Yo-yo på Søholt

Image

SIF-spillerne fik en hård start på tirsdagen, da det igen var tid til den klassiske yo-yo-test. Anders Gerber var benhård med stopuret, og Kasper Risgård toppede som testens bedste.


Tirsdag morgen samledes SIF-spillerne i Silkeborg-hallerne ved Søholt til en omgang 'yo-yo-test'. Testen går ud på, at spillerne løber frem og tilbage mellem to punkter med 20 meters mellemrum. Fra en højtaler lyder med jævne mellemrum en bip-lyd, der løbende stiger i frekevens. Hver gang spillerne hører lyden, skal de løbe mod det andet punkt. Hvis man ikke når frem til sit punkt inden næste bip, ryger man ud. Tidspunktet bliver så noteret for hver enkelt spiller, og dette fortsætter, indtil sidste mand er giver op ...

På sidelinjen stod SIFs assistenttræner, Anders Gerber, og kom med opmuntrende råb til spillerne og kontante advarsler, hvis nogen haltede efter. Efter testen forklarede Anders Gerber, hvad man kan bruge yo-yo-testen til:

- Det er den måde, vi tester udholdenhed på. Vi testede dem inden den første træning, og så skal vi se, om vi har opnået den ønskede effekt med træningen siden. Nu går Leon, vores fysiske træner, så hjem og kigger på det, og så kommer der en evaluering, som vi kan bruge, når vi planlægger træningen fremadrettet. Jeg synes umiddelbart det så rigtig fornuftigt ud med fremgangen, siger Anders Gerber, der fra sidelinjen kunne notere sig, at Kasper Risgård i dag var sidste mand på benene - og altså testens bedste.

Anders Gerber mener, at spillerne også ser testen som en intern konkurrence i truppen, men det er, som han siger, ikke den primære årsag til testen:

- Det primære er naturligvis, at vi kan se, om den træning vi har lavet har haft en positiv effekt på spillernes form, siger assistenttræneren.

Yo-yo1-700.jpg

Yo-yo2-700.jpg

yo-yo3-700.jpg




Oprettet af: Peter Krogsøe  - Redigeret af: René Gade Mikkelsen  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34 · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com