Illum giver ingredienserne til et frisparksmål
U-20 landsholdsspilleren Jeppe Illum bragte balance i regnskabet, da han direkte på frispark scorede det udlignende mål i gårsdagens træningskamp. Her giver han tre af de vigtigste frisparks-ingredienser.
- Hvad opskriften på et frisparksmål er? Sådan en er der
vist desværre ikke, men tre af ingredienserne må være koncentration, fokus på
sparket og præcision, siger Jeppe Illum.
Rundt om ham sidder Daniel A.
Pedersen, Sebastien Moneron og flere af de andre SIF-spillere, og selvom Jeppe
Illum må tilstå, at det nok er lidt tid siden, han sidst har scoret direkte på
frispark, så er der en helt naturlig forklaring:
- Aaaarrh, det må være et stykke tid siden, men nu står jeg jo heller ikke
forrest på frisparkslisten. Daniel er eksempelvis kommet foran mig, så ham
måtte jeg jo skubbe væk i dag for at komme til, og Marvin måtte jeg også skubbe
væk, forklarer målscoreren og bryder sammen med de andre spillere ud i grin.
Illum udnyttede chancen, og om det så var en enlig svale eller ej, ja, det må
vi se, næste gang han får eller tager chancen.
Oprettet af: René Gade Mikkelsen