Ind i fysikken
Hvad har olympiske vægtløftnings-discipliner med SIFs superligaspillere at gøre? Og hvorfor er det vigtigt at teste spillernes fedtprocenter? Vi har taget en snak med SIFs fysiske træner, Leon Græsborg Henriksen.
... Der er spillet 85 minutter af årets sidste kamp mellem Silkeborg IF og FC København. Stillingen er 2-2. Et mål mere er nok til at sikre SIF den afgørende 4.plads, der giver adgang til Europa; der hvor det virkelig sjove sker. SIF har siddet på kampen indtil nu.
Så får Risgård en friløber. Fra midterlinjen. Alene med målmanden. Tre FCKere kæmper for at indhente ham, men de er langt bagefter og 4.pladsen ligner mere og mere en realitet. Så stopper Risgård op. Lægger sig på græsset og gisper efter vejret. Han er blevet træt. Øm i musklerne og forpustet. Orker ikke at løbe de sidste 20 meter…
Det er virkelig ikke et scenarie, man har lyst til at opleve, vel?
Og det kommer vi selvfølgelig heller ikke til, for der er masser af fokus på SIF-spillernes fysiske formåen her i opstartsfasen. De sidste afgørende kræfter kommer jo ikke af sig selv, men efter mange timers og dages målrettet træning på løbebanen og i Fitness World. Det taler eksperterne ikke meget om efter kampene, men det kan ikke desto mindre være det, der gør den afgørende forskel mellem sejr og nederlag; en god fysik.
I Silkeborg IF er det den fysiske træner Leon Græsborg Henriksens opgave i tæt samarbejde med de øvrige trænere, at hjælpe spillerne til den bedst mulige kondition, springkraft og eksplosivitet. Vi har stillet Leon en række spørgsmål om spillernes træningsmønstre, fysiske tests og Leons egen rolle.
Læs svarene og bliv lidt klogere på, hvordan skrækscenariet ovenfor bliver undgået.

Leon Græsted Henriksen er uddannet fysisk træner fra Syddansk Universitet og er partner i virksomheden Testingsport.dk
Leon Græsborg Henriksen. Hvad er din funktion i SIF?
- Jeg er en del af trænerteamet – tilknyttet som fysisk træner. Og min primære opgave er at varetage den fysiske træning, som blandt andet består af styrketræningen i Fitness World. Og så tager jeg mig af det her med at teste spillernes fedtprocent, kondition og de ting, der er knyttet til hurtighed og spring.
Hvad kan du, som de andre ”almindelige” trænere ikke kan?
- Jeg er uddannet fysisk træner fra Syddansk universitet, så jeg ved blandt andet noget om idræts-fysiologi. Derfor kan jeg for eksempel gå ind og lave de her træningsprogrammer, der tilgodeser de enkelte spillere, men også gør det rigtige ved dem.
Vi kan jo alle sammen gå ned og styrketræne, men spillerne skal helst have det maksimale ud af træningen, så jeg går ind og laver programmer, der gør, at spillerne enten skal opbygge muskler eller blive stærkere eller hurtigere. Det er som regel det sidste, vi er interesserede i.
Hvad har I så fokus på lige for tiden?
- Lige nu er vi stadig midt i opstarten, så spillerne arbejder med nogle programmer, som gør, at de bliver stærkere. Og så går der ikke så længe, før de skal over og lave noget eksplosiv træning. Det gør de ved at træne nogle øvelser med tunge vægte med få gentagelser. Når man eksempelvis ser en professionel vægtløfter, så vil han typisk køre mange gentagelser og køre sig rigtig træt, men det er vi ikke interesserede i. Spillerne skal bruge tunge vægte, og så skal tingene køres rigtig hurtigt. Her bruger vi for eksempel øvelser som råtræk og squat.
Og råtræk og squat er?
- Jamen det er jo nogle af de her olympiske styrkediscipliner. Ballistiske øvelser hvor man løfter vægte op. Man bruger mange muskler, skal koordinere dem og samtidig gøre det meget eksplosivt for at få vægten op. Det er ikke muligt at trække sådan en vægt op langsomt, så der er en masse gode egenskaber i de øvelser. Og de øvelser bliver så suppleret af træningen i maskinerne.

Nicolaj Ritter er i gang med vægtene i Fitness World i Silkeborg.
Er der forskel på hvordan de forskellige spiller-positioner skal træne?
- Vi siger som regel, at alle spillerne skal køre den samme træning med underkroppen, men ud fra deres profiler, er der forskellige ting, der er mere eller mindre fokus på. I styrketræningen tager vi altid højde for nuværende eller tidligere skader, så på den måde har mange af dem vidt forskellige ting, de skal træne. Jesper Bech kører f.eks. nogle øvelser, som Lasse Heinze ikke gør. Så det er særligt, hvis en spiller har været skadet, eller hvis der er nogen, der mangler lidt på konditionen.
Er der så stor forskel på hvordan de ligger i truppen?
- Ja, det er der, og det er vi sådan set også interesserede i. Vi er jo interesserede i en masse spillere, der er dygtige til nogle forskellige ting. Spillere som har nogle forskellige spidskompetencer. Der er jo nogle, der er superhurtige, nogle der er i rigtig god form og nogle, der kan hoppe rigtig højt, og det er fint.
- De spidskompetencer kan vi blandt andet se, fordi vi laver en række fysiske tests. Dem får trænerne resultaterne af, og det kan de så bruge i deres arbejde med spillerne for at sikre, at de rigtige spillere kommer frem til hjørnespark eller bliver tilbage og forsvarer. Eller at de rigtige spillere dækker de rigtige spillere. Det kan jo være, at dem der kan løbe længst i en yo-yo-test også er dem, der oftest skal hjem og forsvare.
Så det er derfor, I laver en række fysiske tests af spillerne?
- Blandt andet ja. Spillernes kropssammensætning og kondition har jo stor betydning for, hvordan vi kan målrette træningen bedst muligt. Og jo mere målrettet og præcis træningen bliver, jo bedre vil de i sidste ende klare sig på banen. Derfor laver vi yo-yo-tests, måler fedtprocent og tester sprint og spring.
Hvorfor er det vigtigt at teste fedtprocenten?
- Jamen vi vil gerne have, at spillerne er fitte. Vi spiser jo sammen en gang om dagen, men vi kan ikke helt styre, hvad de ellers spiser, og det har altså lidt at sige, om man vejer to kilo mere end, hvad man burde veje.
Når hr. og fru Danmark stiller sig op på vægten, så tager den ikke højde for om det er en masse muskler eller om det er fedt den vejer. Det vil vi gerne ind og se på – hvis man nu vejer mere, end man plejer at gøre – om det er fordi, man ikke har passet sin styrketræning, eller fordi man har spist for godt.
Kommer I så efter dem, hvis de vejer et kilo for meget?
- Jaaeh. Måske ikke lige et kilo, for de svinger jo lidt frem og tilbage. Det kan være efter en julepause. Grunden til, at vi testede dem efter jul var jo fordi, de skulle tilbage på sporet. De skulle derhen hvor de var sidst de spillede kamp, og sådan noget kan vi bedre vurdere med de her tests.
I tester også ”funktionelt hop” og ”max hoppehøjde”. Hvad bruger I det til?
- Der tester vi jo hvor højt, de kan springe i forhold til hovedstød og i hovedspillet som sådan. Vi er inde og kigge på noget der hedder cmj-countermovement-jump for at se, hvor meget eksplosivitet de har i benene og hvor meget kraft, de kan flytte på et meget fastlåst spring. Men vi måler dem også i funktionelt spring, hvor de skal have tilløb. Og vi skal selvfølgelig have dem til at springe så højt som muligt, da det kan få stor betydning i mange situationer på banen.
Så hvis en spiller kun hopper så og så højt, så sætter du ham til at træne sine lår?
- Ja lige præcis, men det skal så gøres rigtigt. Man kan godt være stærk, uden at det rent funktionelt har den ønskede effekt. En styrkeløfter og en højdespringer har jo for eksempel brug for meget forskellige kompetencer. Selvom begge måske træner lige meget, så skal musklerne påvirkes på vidt forskellige måder. Her er vi selvfølgelig mere interesseret i en funktionel effekt, end at spillerne får store synlige muskler.
Er spillerne trætte af al den fysiske træning og de forskellige tests?
- Nej det synes jeg ikke. Der er en god stemning i truppen, og de tager godt imod. Jeg tror, de er glade for, at jeg er kommet sådan lidt mere på. At der er lidt mere hånd i hanke med det. Det er i hvert fald min fornemmelse, at hvis ikke der er en fysisk træner, så bliver det nogle gange nedprioriteret lidt. Hvis spillerne ikke har den rigtige intensitet til styrketræningen, så flytter de sig ikke nær så meget, som de kan, så det kan i hvert være fornuftigt, at der er en, der udelukkende fokuserer på de her ting.
- Men vi er jo godt klar over, at når man er fodboldspiller, så er det sjovest at spille fodbold. Så den her fysiske træning må godt være sjov og spændende også. De fleste spillere ved jo godt, at den er vigtig, og at det er den, der afgør, om de spiller mange kampe eller bliver skadet efter tre. Men derfor kan det alligevel godt være svært at motivere sig. Så vi prøver at gøre det interessant.

SIF-spillerne under den seneste yo-yo-test, som Kasper Risgård vandt.
Og så lige det vigtigste. Er SIF-spillerne i god form?
- Det er de helt bestemt. Det fysiske niveau var allerede meget højt i truppen, da vi startede op efter jul. Særligt hvis vi sammenligner med samme tid sidste år. Og nu er grundformen ved at være godt på plads. Det betyder, at træningen mere og mere kommer til at ligne selve fodboldspillet.
Fotos: Peter Krogsøe
Oprettet af: Peter Krogsøe