Glad og tilfreds målscorer
Daniel A. Pedersen befandt sig godt på midtbanen i gårsdagens 4-2 sejr over Randers. Og så scorede han sit første mål for førsteholdet.
Daniel A. Pedersen fik alle 90 minutter på midtbanen i SIFs
træningskamp mod 1.divisionsholdet fra Randers. En god kamp af den unge
spiller, der tilmed scorede sit første mål for SIFs 1.hold. Efter kampen var
Daniel da også godt tilfreds:
- Det gik rigtig godt. Det var dejligt at få scoret et mål,
og det var jo mit første mål for 1.holdet, så det betød da lidt ekstra, selvom det bare var en træningskamp. Og så
var det sjovt at få lov til at spille midtbane, sagde SIFs nr. 15, der både for U-landsholdene og SIF har spillet både i bagkæden og på midtbanen,
Den unge spiller var også positiv over kampens
overordnede forløb:
- Jeg synes, vi spillede en fin kamp, og det var fedt, at vi
vandt. Vi får løbet meget, og vi spiller os godt ud rent fysisk. Det er jo det, en
træningskamp er med til at gøre – den hjælper på formen. Så det var fint.
Opstartsfasen har budt på en god portion fysisk træning, og
det kunne Daniel A. Pedersen godt mærke under dagens kamp:
- Ja helt klart. Jeg synes, jeg er i god form. Vi har ikke
løbet så meget, men til gengæld har vi haft tilpas fysisk intensitet på
banen, og det er egentlig den måde, jeg godt kan lide det.
Selvom Randers-mandskabet til daglig spiller i 1.division,
stillede holdet i går med flere tidligere superligaprofiler. I forsvaret
spillede både Chris Sørensen og Johnny Thomsen, der tidligere har tørnet ud for
OB og FC København. Derfor var der, ifølge Daniel A. Pedersen, heller ikke
kæmpe forskel på de to hold:
- De spiller fin fodbold. Randers har helt sikkert et godt
hold, men jeg synes stadig, at vi var lige den tand bedre i dag.
Næste gang Daniel og resten af truppen spiller kamp, bliver
det under noget varmere himmelstrøg i Belek, Tyrkiet, hvor holdet skal på træningslejr i næste uge.
Oprettet af: Peter Krogsøe